Politiet stoppede gaderæs for tredje aften i træk

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der søndag var samlet 50-70 biler i Viborg.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

For tredje aften i træk var Midt- og Vestjyllands Politi søndag travlt beskæftigede med en større gruppe af unge, der var samlet til ulovligt gaderæs.

Vagtchef Lars Even oplyser, at 50-70 biler var samlet i Viborg søndag aften,  og at flere af deltagerne blev noteret for at overtræde færdselsloven. 

Han kan ikke sige præcist, hvor mange bøder der blev uddelt, men regner med, at politiet senere mandag vil komme med et samlet overblik for weekenden.

- Vi har oplevet gaderæs i flere weekender, men denne gang kørte vi en mere målrettet indsats. Kørslen er ofte til stor gene for beboerne i området, siger Lars Even.

De unge gaderæsere flytter sig ofte fra by til by i takt med, at politiet stopper den ulovlige kørsel. 

Lørdag aften blev der først meldt om gaderæs i Bjerringbro, og herefter rykkede de unge til Hammel og senere til Thorning. Det resulterede i sigtelser til 46 bilister.