Populær pride-parade i Viborg: - Der er stadig rigtig mange, der bliver diskrimineret

For første gang nogensinde blev der lørdag afholdt pride-parade i Viborg for at gøre byen mere mangfoldig.

2:08
Der blev kippet lidt ekstra med regnbueflagene, da der i dag blev afholdt pride-fest i Viborg.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Der blev kippet lidt ekstra med regnbueflagene, da der i dag blev afholdt Pride-fest i Viborg.

Priden er en mangfoldighedsfest, hvis budskab er, at der skal være plads til os alle, uanset hvem man er, og hvad man er til. Det er 25 år siden, at den første danske udgave løb af stablen i København, og nu har den altså også fundet vej til Viborg.

- Når man er en by med rigtig mange forskellige mennesker med rigtig mange køn og forskellige seksualiteter, så er det også vigtigt, at byen kan følge med til at anerkende de mennesker, som der er, siger Aksel Munch Søndergaard, der er tovholder til Viborg Pride 202.

Priden er skabt af homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre, som ikke føler, at de passer ind i de klassiske kønsroller.

- Der er stadig rigtig mange, der bliver diskrimineret og set ned på, bare fordi de prøver at udtrykke sig selv, siger Anita Madsen fra Viborg.

- Det kan være grænseoverskridende altid at skulle besvare folks spørgsmål, når man egentlig bare er, som man er, siger Christian Van Elzelingen fra Viborg.

Der var forfriskninger og regnbuefarvede flag til alle.
Der var forfriskninger og regnbuefarvede flag til alle.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Det er første gang nogensinde, der bliver afholdt pride-parade i Viborg for at hylde LGBTQ+-personer. 

- Jo mere synlig og modig man er, jo mere tør folk også at uddanne sig selv om det og spørge ind, når der er noget, man er i tvivl om. Og det er det, der virkelig udbreder accepten, siger  Anita Madsen.

Med dagens parade er Viborg nu - ifølge paradedeltageren - allerede blevet en mere mangfoldig by.

- Det betyder, at alle de mennesker, der er i Viborg, som ikke troede, der var et fællesskab til dem, de ved nu, at det er der. Og det er jeg virkelig glad for, siger tovholder Aksel Munch Søndergaard.

Aksel Munch Søndergaard er tovholder til den første pride nogensinde i Viborg.
Aksel Munch Søndergaard er tovholder til den første pride nogensinde i Viborg.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST