Skandaleombrust fodboldspiller får ny sigtelse for vold
Bernio Verhagen forbliver desuden varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
Opdateret kl. 12.40 med informationen om, at Bernio Verhagen har fået forlænget sin varetægtsfængsling.
Den hollandske fodboldspiller Bernio Verhagen, der tidligere har været tilknyttet fodboldklubben Viborg FF, står over for en ny sigtelse for gentagne tilfælde af vold mod sin ekskæreste fra Chile.
Det kom frem i retten i Viborg i dag - tre uger efter han blev varetægtsfænglset for røveri, trusler og vold.
Derudover besluttede dommer Kirsten Maigaard, at Bernio Verhagen skal forblive varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
- Mistankegrundlaget er fortsat til stede, og der er fortsat en risiko for, at sigtede på fri fod kan påvirke vidner, siger Kirsten Maigaard.
Den nye sigtelse handler om, at han gentagne gange fra oktober til november skal have slået sin ekskæreste under et ophold på Palads Hotel i Viborg samt i en lejlighed i domkirkebyen.
Han skal blandt andet have slået den tidligere samlever både med knyttet og flad hånd på låret og i ansigtet.
Han skal ifølge sigtelsen også have "kastet rundt" med hende og skubbet hende hårdt op mod en væg.
Det har angiveligt medført omkring 40 blå mærker på ekskærestens krop.
Fodboldklub mener sig udsat for bedrageri
Bernio Verhagen nægter sig skyldig, erklærer hans forsvarsadvokat Peter Nisgaard Brink.
Bernio Verhagen blev anholdt 26. november efter tumult i en kiosk i Viborg.
Kort forinden var han blevet fyret fra fodboldklubben. Det skete, fordi klubben mener sig udsat for bedrageri.
Klubben mener at have indgået en aftale med Verhagen under falske forudsætninger.
Det har vist sig, at Verhagen ikke har spillet en eneste professionel kamp, og at flere af de klubber, som han hævder at have været til prøvetræning hos, ikke kender ham.
Viborg FF har efterfølgende anmeldt Verhagen for bedrageri.
Sigtelsen for bedrageri indgår dog ikke i fængslingsgrundlaget, som anklager Katrine Melgaard mandag formiddag har præsenteret retten for.
/ritzau/