Slagtehus, afhuggede hoveder og åbne mavesække: Trine og hendes søn inviterer til gys
For Trine Barslev og hendes 13-årige søn er oktober fyldt med skeletter og uhygge, når de pynter deres have i Mønsted op til Halloween.
It's the most wonderful time of the year…
Og nej, det er ikke jul for Trine Barslev og hendes 13-årige søn.
For dem er Halloween den mest vidunderlige tid om året, og det er faktisk nemt at se.
Deres have i Mønsted er nemlig fyldt med alt fra blødende skeletter til døde dyr og store edderkopper.
- Jeg kan godt lide at gøre ting lidt anderledes, og jeg behøver ikke nødvendigvis at følge det, man plejer - som jul og påske. Jeg synes, det er lidt fedt at forarge og overraske, fortæller Trine Barslev.
Det er tredje gang, at hun i samarbejde med sin søn skaber nye sager, der kan skræmme folk. Hvert år kommer der nye idéer til, og i år blev det til et slagtehus, som hendes søn har lavet.
Lokale sponsorerer uhygge
Den pyntede have kan opleves på Bredgade 3 i Mønsted, og flere der har oplevet haven har helt sikkert undret sig over, hvordan de får samlet de forskellige rekvisitter.
- Det er noget, som folk i byen sponsorerer, og så bruger jeg en lokal gruppe på Facebook til at efterlyse ting som eksempelvis træpaller, siger Trine Barslev og tilføjer:
- En morgen, da jeg stod op, lå der en død mår uden for min dør, og der ville de fleste folk nok tænke, det var chikane, at man får kastet døde dyr foran sin trappe, men jeg tænker bare, at det var sødt, at de kom med det.
”Vær ikke bange for noget nyt”
Det er meget blandede kommentarer, familien Barslev får for deres Halloween-have, fortæller Trine Barslev.
- Nogle folk skriger og synes, det er sjovt, og så er der selvfølgelig nogen, der synes, det er for voldsomt.
Men der er særligt en kommentar, der går igen.
- Der er den klassiske, hvor nogen siger, at alt det amerikanske ikke behøver komme til Danmark, men altså jeg tænker, de fleste, der holder jul i Danmark, har et juletræ i stuen, og det kommer jo fra Tyskland, så jeg synes ikke, vi behøver at være bange for at tage sådan nogle ting ind, understreger hun.
Den uhyggelige have er Trine Barslev og hendes 13-årige søns projekt, hverken hendes mand eller hendes 15-årige datter går op i Halloween.
Haven på Bredgade i Mønsted er åben frem til 31. oktober.