Snekaos får bilejere til at handle: Nu skal vinterdækkene på
Snestormen betyder at telefonerne er rødglødende hos dækcentre og autoværksteder, der bliver kimet ned af billister, der vil have skiftet til vinterdæk.
Snestorm, glatte veje og sommerdæk er ikke nogen god kombination.
Det har mange bilejere onsdag måttet sande, efter store dele af landsdelen er blevet ramt af en snestorm, der dagen igennem har givet store trafikale udfordringer.
Derfor er der lige nu godt gang i telefonerne hos dækcentre og autoværksteder, der bliver ringet op af billister, der slet ikke kan vente med at få skiftet til vinterdæk.
- Det har været hektisk lige fra morgenstunden, der har telefonerne kimet, og folk har ventet i kø på at komme igennem. De vil bare have vinterdæk på med det samme, og vi har løst det vi kunne, men vi har selvfølgelig ikke kunne hjælpe alle, fortæller Steen Bay, der er afdelingsleder ved Super Dæk Service i Viborg.
I Danmark er der ikke krav om vinterdæk.
Det er der til gengæld i flere af vores nabolande, som Tyskland og Sverige, hvor det er lovpligtigt at køre med vinterdæk på bilen, eller tilsvarende udstyr, når kalenderen viser 1. december.
Og det burde også være tilfældet herhjemme ifølge Steen Bay.
- Ud fra mine erfaringer så er det livsfarligt at køre med sommerdæk, når der er snestorm. Der kan sagtens være vinterdage uden sne, hvor du kan liste afsted på sommerdæk, men en dag som under snestormen, så burde det simpelthen være ulovligt.
På billedet herover kan du se forskellen på sommer- og vinterdæk.
Til venstre er vinterdækket, med det tværgående mønster. Det er fyldt med lameller, der når man bremser, accelererer og drejer, åbner sig, og griber fat i vejen.
Derudover er dækket også blødere end sommerdækket, og det betyder, at når vejret bliver koldere, så forbliver vinterdækket smidigt, mens sommerdækket bliver mere stift.
Derfor kan det være en god ide at skifte allerede meget før, end når først snestormen rammer.
- Det har allerede været nødvendigt med vinterdæk i et stykke tid. Ved syv grader er sommerdæk nærmest ubrugelige, og sådan en snestorm gør det jo ikke ligefrem bedre. Vi begyndte allerede at skifte i midten af oktober, og jeg ville aldrig køre på sommerdæk i det her vejr, fortæller Rasmus Harbøll, der er mekanikerlærling hos Super Dæk Service i Viborg.
Selvom der ikke er krav om vinterdæk i Danmark, så er der grænser for hvor nedslidte dine dæk må være.
Herhjemme skal dækkene på bilen ifølge loven have mere end 1,6 mm mønsterdybde.
Milde vintre snyder
Men ligesom mange måske regner med, at der er styr på mønsterdybden på deres dæk, så er der måske også en del, der havde regnet med, at de kunne komme igennem vinteren uden at skifte.
Særligt sidste vinter var en mild en af slagsen, hvor det værste snekaos udeblev.
Derfor kan Steen Bay godt forstå, at man fristes til at vente.
- Hvis man ser på de foregående vintre, kan jeg godt forstå, at folk måske glemmer det en smule. Ser vi de sidste 3-4 år tilbage, har det været lidt usædvanligt. Men vi er stadigvæk henne ved 1. december, så det kan ikke komme bag på nogen, at det kan blive koldt, og at der kan komme sne.
Og det gjorde der.
Det betød også, at afdelingslederen selv måtte ud at køre en tur på sommerdæk i snestormen. Han skulle nemlig køre en kundebil ind til værkstedet for netop at skifte til vinterdæk.
Efter køreturen var dommen klar.
- Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg er nødt til at sige, det er livsfarligt. Der var ingen greb overhovedet. Det burde være ulovligt.