Stop for billetsalg kan efterlade nogle på perronen
Folketinget har fjernet kravet om bemandet billetsalg på landets togstationer. Nu frygter ældre og handicappede, at de ikke kommer med toget og risikerer at blive efterladt på perronen.
Thorben Koed Thomsen er meget svagtseende, og Kirsten Koed Hansen er helt blind.
Når de skal med toget plejer de derfor at købe billetten på billetkontoret. Men når året er omme, er det ikke længere en mulighed.
- Jamen, jeg synes, at det er fortvivlende. Vi er jo i forvejen meget afhængige af andres hjælp for at hverdagen kan hænge sammen, fortæller Kirsten Koed Hansen fra Viborg.
- Jeg synes, at det er et udtryk for manglende forståelse for de grupper, der bliver efterladt, siger Thorben Koed Thomsen, der er formand for Danske Handicaporganisationer i Viborg.
Fra det nye år kan man kun købe billetter på nettet eller i en automat. Men det er flere ældre og handicappede ikke i stand til.
Solgte for få billetter
Ægteparret fra Viborg har aldrig brugt billetautomaterne på perronen, og det er der en grund til.
- Man kan jo meget nemt komme fuldstændig i skoven.
- Der er jo et kaos af taster, siger Kirsten Koed Hansen, da hun famlende prøver automaten på perronen i Viborg.
Arriva mener ikke, at lukningen af de bemandede billetkontorer får betydning. De peger på, at folk kan købe en billet telefonisk og få den sendt med posten eller i visse tilfælde købe billetten i toget.
Risikerer I ikke at efterlade nogen på perronen?
- Det er jeg helt sikker på, at vi ikke gør. Vi har på ingen måde intentioner om at bygge barriere op i forhold til det at tage toget. Tværtimod er det vores vision at gøre det så let som overhovedet muligt, siger Kenneth Korsgaard, der er kommerciel chef ved Arriva Tog.
- Der er ingen grund til at skjule, at det er og bliver en serviceforringelse. Men vi har gjort det med åbne øjne, for det var så få billetter efterhånden, at vi ikke kunne forsvare at opretholde de her salgssteder, lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre.
For Thorben Koed Thomsen er det en serviceforringelse, der får stor indvirkning på hverdagen.
- Så længe vi er her, så skal vi vel også være en del af samfundet, siger han.
Billetsalgene lukker den 11. december.