To gange på en aften blev 58-årig reddet op fra havn
Den 58-årige mand har deusden fået en sigtelse.
En 58-årig mand fra Løgstrup i Viborg Kommune var både våd indeni og udenpå, da han to gange torsdag aften faldt i Hjarbækfjord ved havnen i Kvols.
Det fortæller politiassistent Henrik Hansen fra lokalpolitiet i Viborg.
Klokken 19.50 blev en patrulje kaldt til den lille havn af en 64-årig viborgenser, der havde reddet den fulde mand op af vandet.
- Han blev reddet op af vandet, men faldt i havnen igen kort tid efter, forklarer Henrik Hansen.
Da manden var blevet reddet i land anden gang, valgte han ifølge politiet at sætte sig ind i sin bil og dreje nøglen.
Her ydede den 64-årige redningsmand ifølge politiet en forbilledlig indsats, da han fik taget bilens tænding og tog nøglen fra den fulde mand.
- Det var rigtig godt, at han blev standset. Han skulle nok afholde sig fra at køre bil.
Klokken 20.07 blev den 58-årige anholdt af en patrulje fra lokalpolitiet i Viborg.
Han blev herefter kørt til Regionshospitalet Viborg, hvor han fik taget en blodprøve.
Han er nu sigtet for spirituskørsel, men er blevet løsladt efter afhøring.