Usædvanligt sølvbryllup: - Jeg bad om en 25-årig aftale

Viborg FFs direktør Morten Jensen er den længst siddende topfigur i 3F Superligaen

0:33

Det er ikke hver dag, at en fodboldleder kan fejre sølvbryllup med sin klub. Og da slet ikke på allerøverste niveau.

Så det er lidt af en bedrift, at direktør i 3F Superligaklubben Viborg FF, Morten Jensen, i dag kan fejre 25-års jubilæum i spidsen for den klub, han også selv har spillet. Han er da også den længst siddende topleder i landets bedste fodboldrække.

- 25 år er rigtig mange år. Jeg er meget stolt over, at jeg har fået lov til at være en del af den her klub i så mange år. Vi har fundet et samarbejdsspor sammen med rigtig mange mennesker, som har gjort, at jeg sidder på den her plads også den dag i dag, siger Morten Jensen, der har sin nordjyske lune intakt efter en menneskealder i en stærkt konkurrencepræget verden.

- Jeg plejer jo at joke med, at jeg har siddet så længe, fordi jeg bad om at få en 25-årig aftale, som jo så rinder ud nu. Men jeg håber da, at samarbejdet fortsætter i årene fremover, siger han.

I 25 år mere?

- Njae, det er nok lige at presse den lidt, men jeg er her i hvert fald også i morgen. Det er helt sikkert, lover jubilaren.

Jubilaren og Viborg FF skal i kamp igen på søndag klokken 14 på udebane mod lokalrivalen Silkeborg IF.