VFF-træner om travl sommer: Et privilegie kun få nyder

Viborg FF kan dårligt nå at evaluere én kamp før den næste begynder, men både spillere og folk omkring holdet nyder den travle sommer.

Jacob Friis har stået i spidsen for Superliga-holdet siden februar.
Jacob Friis har stået i spidsen for Superliga-holdet siden februar.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Mens slutningen af juli for manges vedkomne har stået på badetur, afslapning og sommerlæsning, så har spillerne hos Viborg FF dårligt tid til at holde en fridag. 

Den midtjyske fodboldhold spiller lige nu i Superligaen og Europa Conference League.

Det stiller store krav til holdet og folkene omkring de grønne trøjer, når spillerne skal præstere deres ypperste til både danske og europæiske kampe, der spilles med få dages mellemrum. 

- Det er mentalt belastende, at man skal ud og præstere flere gange om ugen, lyder det fra cheftræner Jacob Friis, der søndag sender spillerne ud på det hjemmevante græs på Viborg Stadion, når holdet møder de forsvarende mestre i Superligaen, FC København. 

5 kampe på 12 dage

Det er kun få dage siden, at Viborg-klubben med en sejr på 1-0 over litauiske FK Suduva sikrede sig en plads i tredje kvalifikationsrunde af Europa Conference League.

- Det er en fantastisk tid at være Viborg-fan og Viborg-spiller. Det er en tid med masser af interessante kampe, hvor vi skal prøve at stå så skarpe som muligt, lyder det fra Jacob Friis.

Det lykkedes tilsyneladende for ham og holdet, der har vundet de sidste tre ud af fire kampe. 

Onsdag i den kommende uge møder holdet B36 Torshavn i tredje runde kvalifikationsrunde af Europa Conference League.

Lørdag venter så FC Nordsjælland i et opgør, der er rykket frem, så viborgenserne kan være klar i Thorshavn tirsdag 9. august. 

I alt spiller klubben 5 kampe på de 12 dage, der er mellem 28. juli og 9. august. 

- Der er nogle mødre og kærester, der ikke ser så meget til deres mænd i tiden, men vi har det godt sammen. Det er dejligt, når vi bruger så meget tid sammen, konstaterer Jacob Friis, der understreger, at spillerne snart har brug for nogle fridage. 

Nyder tiden

I praksis betyder det korte mellemrum mellem kampene, at spillerne og cheftrænerne enten er på banen eller gennemgår det seneste resultat.

- Vi skal nærmeste lukke en kamp ned for hver dag, vi lukker en ny op. Det er en hektisk tid, men vi elsker det. Vi nyder det i fulde drag, siger træneren.

Søndag skal holdet i aktionen igen, når FCK tager fra Hovedstaden til Domkirkebyen.

- Det er et rigtig godt hold med mange spillere. Vi skal stå skarpt og præstere på det øverste niveau for at få noget med hjem, siger Jacob Friis, der henviser til, at klubben i efteråret spillede 1-1 mod FCK. 

Kampen mod de forsvarende mestre fra FCK sparkes i gang klokken 16.00.