Wilbek vil have statsstøtte til lufthavn: - Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Sønderborg får, når Karup ikke gør

Staten bør give økonomisk støtte til Midtjyllands Lufthavn. Sådan lyder det i dag fra lufthavnens bestyrelsesformand.

2:11
Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V) har været bestyrelsesformand for Midtjyllands Lufthavn siden januar i år.
Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Nedtællingen er i gang for Midtjyllands Lufthavn. Hvis ikke det lykkes lufthavnens bestyrelse at finde en ny operatør inden for den kommende uge, lukker lufthavnen indtil der er fundet en ny, hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre.

Luftfartsselskabet DAT (Danish Air Transport) har valgt ikke at forlænge aftalen med lufthavnen, fordi selskabet ikke mener, at lufthavnen kan blive en forretning med sorte tal på bundlinjen uden økonomisk støtte fra staten.

Det er et synspunkt, som i dag bliver bakket op af Viborg-borgmester og bestyrelsesformand i Midtjyllands Lufthavn, Ulrik Wilbek.

- Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Sønderborg Lufthavn får statsstøtte, når Karup ikke gør. Jeg mener jo, at begge er til stor glæde for erhvervslivet i deres respektive områder. Jeg kan ikke se, hvad den store forskel på Sønderborg og Karup er, fortæller Ulrik Wilbek (V).

- Historisk fik Sønderborg støtten i sin tid, fordi det var sådan et ø-samfund, men nu er der jo motorvej til Sønderborg, så den gamle forklaring hænger jo ikke sammen mere. Det er ikke, fordi jeg synes, Sønderborg ikke skal have støtte længere, men jeg synes jo også bare godt, at Karup kunne få det.

Tidligere på dagen landede dette DAT-fly i Karup fra København.
Tidligere på dagen landede dette DAT-fly i Karup fra København.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

- Vi har behov for en lufthavn

Midtjyllands Lufthavn blev grundlagt i 1965, og i dag er den ejet af ni midt- og vestjyske kommuner. Lufthavnen har længe befundet sig i en svær situation med faldende passagertal, men på trods af det er den stadig betydningsfuld, lyder det fra Ulrik Wilbek:

- Det her område er jo uden ret meget kollektiv trafik. Der ikke nogen metroer, der er dårlige tog og der er heller ingen motorvej endnu. Så vi har behov for den her lufthavn for at komme hurtigt til Sjælland.

- Hvis staten går ind og støtter, betyder det en blåstempling af ruten. Det vil skabe en stor sikkerhed for lufthavnen. Jeg synes, det ville være rimeligt, fordi det er en livsnerve for vores del af landet.

Er Midtjylland så meget udkant, at der er brug for statsstøtte?

- Det er i hvert fald så meget udkant, at det er svært at finde en operatør.

Vil afprøve alle muligheder

Nu har lufthavnens bestyrelse foreløbigt varslet midlertidig lukning, men bestyrelsesformanden udelukker ikke, at det kan ende med en permanent lukning.

- Vi har ikke lagt skjul på, at der er en risiko for lukning, men vi vil jo gerne afprøve alle muligheder for at undgå, at vi skal lukke, fortæller Ulrik Wilbek.

- Jeg kunne i første omgang godt ønske mig de sociale rabatter, og hvis vi kunne få lavet det sådan, at pensionister og unge kunne flyve med rabat, vil vi jo nok kunne få flere til at flyve. Og så vil det højst sandsynligt også være mere attraktivt at være operatør på ruten.

Midtjyllands Lufthavns aftale med DAT udløber den 9. december.