Vikingernes Virkelige Verden

Jan elsker at sejle i sit vikingeskib

Vikingeentusiaten Jan Winding bruger mange timer på vikingeskibet Thor.

Jan er medlem af Neessund Vikingeskibslaug og har været det i 11 år.
Jan er medlem af Neessund Vikingeskibslaug og har været det i 11 år.
Foto: dba media

Jan Winding har sejlet med sejl siden han var ung, og vikingeskibe har hans helt store interesse.

- Det er den følelse, at skibet vil sejle, og det er godt til at sejle. Når vi hiver i tovværket, så kan vi mærke, "så, nu vil det sejle", og så styrer det næsten sig selv, siger Jan Winding.

Jan er medlem af Neessund Vikingeskibslaug og har været det i 11 år. Lauget blev stiftet i 2002, og formålet med det var at bygge et vikingeskib.

Det tog medlemmerne to år at bygge deres fælles hobby – det godt 16 meter lange skib, Thor, som er bygget som en identisk kopi af et 1000 år gammelt vikingeskib.

- Det kan gå ind ved meget lavt vand, for vi har ingen køl under. Den stikker kun 70 centimeter, og det er jo ikke ret meget. Så det sejler på en måde, som ingen andre skibe kan. Det er jo langt, og det er hurtigt, og det er ufattelig sjovt at sejle med, siger Jan Winding. 

Vikingeskibet Thor er bygget på to år i Doverodde Købmandsgård.
Vikingeskibet Thor er bygget på to år i Doverodde Købmandsgård.
Foto: dba media

De unge bliver væk

Vikingelauget har i dag 35 medlemmer - 15 af dem sejler med vikingeskibet Thor. Og lige nu er laugets udfordring at finde nye unge, der har lyst til at sejle vikingeskib.

- Det er en meget lille skare, der sejler Thor, og det er svært at få unge til at møde op, siger Jan Winding.

At alderen på laugets medlemmer er ved at være en udfordring, bekræfter lyden af en dieselmotor, som ikke er særlig vikinge-tidstypisk.

- Vi er alle omkring de 60 år, og det betyder, at vi ikke er så stærke mere til at ro. Vi har før roet mange kilometer, men det vil vi helst ikke mere. I gamle dage sagde man godt nok, at vikingerne var vant til at ro langt, men havde de haft en dieselmotor, så havde de ikke roet en meter – det kan jeg godt garantere dig for, griner Jan Winding.

Her kan du se syvende og sidste afsnit i serien Vikingernes Virkelige Verden:

27:26
Mange er idag fortsat fanget af vikingetiden - og bruger meget af deres fritid til at nørde med lige netop det som har fanget dem fra en historie der er over 1000 år gammel.