Amalie lever af at skrive teaterforestillinger
Selvom de fleste, der arbejder med teaterfortællinger, rejser til de store byer, så bliver Amalie Munkgaard Olesen i Viborg. Det er vigtigt med lokale kunstnere, mener hun.
Hun er bare 28 år, men alligevel har hun været uddannet dramatiker i to år. Amalie Munkgaard Olesen lever af at skrive teaterforestillinger, og hun gør det fra sin fødeby og nuværende bopæl, Viborg.
- Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det ikke var skuespiller, jeg skulle være, men at jeg gerne ville skrive. Jeg har altid skrevet meget, og så var det bare som om, jeg satte de to interesser sammen, og så begyndte jeg at skrive dramatik, siger Amalie Munkgaard Olesen, dramatiker fra Viborg.
Vigtigt at kunstnerne bliver i Viborg
Amalie lever af sin kunst, og er lige nu i gang med projekter både i Norge, I Island og herhjemme. Alt sammen med afsæt fra barndomsbyen Viborg. Her er hun blevet, fordi hun synes, det er vigtigt, at kunstnerne er spredt i hele landet.
- Jeg synes, det er vigtigt, at der bliver skabt kunst. Ikke kun i København og i de større byer, men at kunstnerne også bor her, så det ikke kun er noget, man tager ud og gør, siger Amalie Munkgaard Olesen.
Lige nu søger hun flere fonde for at skaffe midler til en forestilling om Marie Grubbe. I år er det 300 år siden hun døde. I december skal Forestillingen opføres på Tjele Gods, hvor den sanselige adelsfrøken boede som barn og ung.