Marcondes: Fodbolden er min medicin

FC Midtjyllands nye es, Emiliano Marcondes, er kommet hjem til Danmark for blandt andet at være tættere på sin storebror, der har været udsat for en alvorlig ulykke.

daso_marcondes_2.jpg

Nummer 91. Det er ikke hver dag, man ser det trøjenummer i Superligaen. Men det er det nummer, FC Midtjyllands nye lejesvend, Emiliano Marcondes har valgt. Og det er der en helt særlig grund til.

- Der er nogen fans, der tror, at ni plus en giver 10. Og det kunne jeg også meget godt lide. Men det er fordi, min storebror er fra ’91. Han kæmper hårdt i øjeblikket. For halvanden måned siden var han ude for en ulykke og ligger stadig i koma hjemme i København. Så det er for at hylde og ære ham.

- Og når han på et tidspunkt vågner og ser mig med nummer 91, bliver han sikkert glad og overrasket. I det hele taget bliver han nok også overrasket over at se mig i en sort Midtjyllandtrøje, fortæller Emiliano Marcondes til den nyeste udgave af Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

Den 24-årige angrebslystne spiller vendte i de sidste timer af transfervinduet hjem til dansk fodbold. Her har han tidligere huseret for FC Nordsjælland, inden han for halvandet år siden skiftede til Brentford i den næstbedste engelske række.

Nu har FC Midtjylland hentet ham hjem på en fire måneder lang lejekontrakt. Og det er netop hans storebrors skæbne, der har været kraftigt medvirkende til at rykke ham hjem til Superligaen igen.

- Det er lidt lettere at tage bilen hjem til København, så derfor føler jeg nu, at jeg er tættere på ham, end da jeg sad i London. Han har i en ulykke slået hovedet kraftigt og har fået åbent kraniebrud. Lægerne har været nødt til at operere noget af hans kranium ud for at gøre plads til, at hævelsen i hjernen kunne falde.

Svævede imellem liv og død

Straks, da ulykken skete, fløj Emiliano Marcondes hjem til København og sad ved sin storebrors side hele dage. I starten svævede han imellem liv og død, og lægerne kunne ikke give nogen garantier for, at han ville overleve.

- Det var nogle hårde dage på Rigshospitalet, hvor jeg bare sad og kiggede på ham og bare håbede det bedste. Jeg kunne intet stille op. Så efter nogle dage sagde jeg til Brentford, at jeg gerne hurtigst muligt ville tilbage og få tankerne væk.

- For, når jeg træner, får jeg tankerne væk. Og så tænker jeg kun på fodbold. Det har altid været sådan lige siden, jeg var lille, at hvis jeg havde problemer derhjemme eller i skolen, så tog jeg bolden under armen, fortæller Emiliano Marcondes.

Krydser fingre

Efter et par operationer er udsigterne blevet bedre for Emiliano Marcondes’ storebror. Han har fået opereret det stykke af kraniet tilbage, som lægerne tidligere fjernede.

- Han trækker selv vejret nu. Vi krydser fingre for, at han snart åbner øjnene og er ved bevidsthed. Fodbold har altid været min udvej ud af problemer. Og i den her periode har fodbolden været min medicin, understreger Emiliano Marcondes.

Lige nu er der landskampspause, og derfor har FC Midtjylland-spillerne fri i nogle dage. De fridage bruger Emiliano Marcondes hjemme i København for at være sammen med sin storebror.

- Men ellers så glæder jeg mig til at komme i gang. Sidst, jeg var i Superligaen, scorede jeg 17 mål på en halvsæson. Det må da godt ske igen. Så kan det være, at jeg bliver i FC Midtjylland i resten af sæsonen og hjælper os til at vinde guld. Og hvis Brentford så rykker op i Premier League, vil det være helt perfekt, siger Emiliano Marcondes til videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

Her kan du se og høre seneste udgave af videopodcasten Fodboldfamilien med Emiliano Marcondes:

26:41
På transfervinduets sidste dag hentede FC Midtjylland én af Superligaens tidligere målkonger, Emiliano Marcondes, hjem til dansk fodbold igen.  Han tror på, han kan være med til at gøre FCM til dansk mester.