Efter skandalesag om betonfusk: Nu ser Viborg Kommune nærmere på tre byggerier fra Bach Gruppen

Tre parkeringskældre i Viborg får hårde ord med på vejen i Operation X’s dokumentar om Bach Gruppen. Kommunen er i gang med at se nærmere på byggerierne.

2:03
I Finn Bachs egen baghave i Viborg bliver der nu sået tvivl om betonens kvalitet i tre P-kældre.
Foto: Casper Roslyng Rasmussen, TV MIDTVEST

Betonen som Bach Gruppen fra Viborg har bygget med slår revner og er slet ikke af den kvalitet, som den burde. Sådan lyder kritikken af flere af firmaets byggerier i en ny dokumentar fra Operation X. 

Her ser de blandt andet nærmere på tre parkeringskældre i Viborg - og lige nu gør kommunen det samme. For der har været flere tegn på, at alt ikke er som det burde være.

- Vi er i færd med at undersøge, om det som bygherrerne skal leve op til i byggetilladelsen, det også er efterlevet, forklarer Johannes Vesterby (V), som er formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune.

Rapporten er allerede færdig, og han fortæller, at der kommer et resultat snart.

Men uanset hvad rapporten viser, så er kommunen stadig tryg ved parkeringskældrene.

- Det er særligt vigtigt for os i kommunen, at vi har fået lavet undersøgelser af, om der er personsikkerhed på spil i forhold til de tre bygninger, og der er svaret klart nej, det er der ikke, siger Johannes Vesterby.

Revner og sprækker

Selvom kommunen er blevet forsikret om, at bygningerne er sikre. Så ryster en ekspert på hovedet ved synet af parkeringskældrene.

- Tingene er ikke, som de skal være, det kan vi se når, vi går rundt, fortæller Bjarne Christian Jensen, som er professor i bygningskonstruktioner med speciale i beton.

Betyder det at bygningen grundlæggende er så ringe, at der skal renoveres på den i tid og evighed for at den holder?

- Ja, det er der ingen tvivl om.

Renoveringerne og lappeløsningerne er synlige i parkeringskælderen i Møgelparken. Her er der kommet nye betonsøjler op for at give ekstra støtte.

Oven over kælderen bor Ole Hansen. Han er ikke selv så bange for, at betonen skal falde sammen, men overrasket over, hvor mange steder der er revner og sprækker. Blandt andet er der over cyklernes holdeplads en stor revne i betonen, hvor det ifølge Ole Hansen er et spørgsmål om tid før, at der falder store stykker beton ned.

Men i stedet for at frygte fremtiden, fokuserer Ole Hansen på, at der bliver gjort noget ved problemerne.

- Det er blevet væsentligt bedre, end det var før. Og jeg forventer da også, at de nye søjler der er kommet op, de holder til det de skal, forklarer han.

Samarbejde fortsætter

Selvom der er hårde beskyldninger mod Viborg firmaet Bach Gruppen i den nye dokumentar, så er kommunen ikke afvisende overfor, at samarbejdet med virksomheden fortsætter som før.

Giver det ikke anledning til bekymringer i forhold til de byggerier Finn Bach er inde over i Viborg?

- Jeg forholder mig til de ting, som vi har kendskab, og dem er vi inde over. Umiddelbart har vi et godt samarbejde med alle vores entreprenører og bygherrer, fortæller Johannes Vesterby.

Bach Gruppens direktør Lene Christensen afviser anklagerne fra dokumentaren. Hun fortæller at det er en underleverandør, som har fusket med tingene og at de har taget hånd om det. 
Men samtidigt konkluderer hun, at 'Der er noget tillid vi skal have genopbygget.'