DA og FH: Udbetal indefrosne feriepenge under coronakrisen

DA og FH foreslår, at staten står for at udbetale indefrosne feriepenge til lønmodtagerne allerede i år.

penge
Foto: Colourbox

Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, foreslår, at indefrosne feriepenge udbetales for at hjælpe dansk økonomi under coronakrisen.

Det skriver de to organisationer i en fælles pressemeddelelse.

Overgangen til den nye ferielov betyder, at man indefryser de feriepenge, som danskerne optjener i overgangsfasen fra 2019 til 2020.

Det drejer sig om omkring 100 milliarder kroner, som løbende spares op hos virksomhederne.

Ordningen er lavet for at undgå, at virksomhederne bliver drænet for likviditet ved at skulle betale et års ekstra feriepenge til alle ansatte på en gang.

Planen har hidtil været, at de indefrosne feriepenge først skulle udbetales til lønmodtagerne, når de går på pension.

DA og FH foreslår nu, at staten står for at udbetale de indefrosne feriepenge til lønmodtagerne her og nu - og herefter opkræver beløbet hos virksomhederne, når medarbejderne går på pension.

- Danske virksomheder og dansk økonomi er hårdt ramt af coronakrisen. Der findes ingen hurtige genveje til at genoprette Danmark, og derfor skal vi spille på alle tangenter, siger administrerende direktør i DA Jacob Holbraad.

Han tilføjer, at staten kan pumpe 55 milliarder efter skat ud i samfundet, hvis den frigiver danskernes indefrosne feriepenge.

- Det vil betyde nye ordrer til danske virksomheder og flere job til danskerne. Det er derfor et oplagt håndtag at skrue på, siger han.

Han bakkes op af formand for FH Lizette Risgaard:

- Vi befinder os i en situation, hvor alle muligheder for at holde hånden under beskæftigelsen og hermed skabe tryghed skal udnyttes, siger hun.

Dansk Industri bakker op om forslaget, siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen i en mail.

- Det er dog kun muligt at udbetale feriepengene, hvis det ikke belaster virksomhedernes likviditet. Det vil nemlig gøre ondt værre, siger han.

- Derfor kræver en udbetaling, at staten som en engangsudbetaling kan overføre pengene til hver enkelt lønmodtager, så staten midlertidigt finansierer det som en del af krisehåndteringen.

DI har udarbejdet en plan med anbefalinger til genåbningen af Danmark. Her er et centralt element ligeledes udbetaling af indefrosne feriepenge, som i første omgang finansieres af staten.

Også Dansk Erhverv bakker op om forslaget.

- Jeg håber, at regeringen og Folketinget vil bakke op om denne løsning, der ikke bare er tiltrængt, men også vigtig, hvis vi skal give virksomhederne i Danmark en ekstra mulighed for øget omsætning, siger administrerende direktør Brian Mikkelsen.

/ritzau/