'Der kan i øjeblikket ikke stilles flere i kø': Store problemer med at få en vaccinetid over telefonen
Hvis man ønsker at ringe og booke en vaccinetid, skal man enten være tålmodig eller heldig, for der er så stort pres på bookingtelefonen hos Region Midtjylland, at man til tider ikke engang kan komme i kø.
- Vi oplever i øjeblikket meget stor travlhed. Der kan i øjeblikket ikke stilles flere i kø. Du bedes derfor prøve igen senere.
Man skal være tålmodig, hvis man gerne vil ringe og booke en vaccination i Region Midtjylland, for lige nu er der så meget pres på, at man ikke engang kan forvente at få en plads i telefonkøen.
Det skaber især problemer for den ældre generation, som sammenlignet med de lidt yngre er mere tilbøjelige til at booke over telefonen end at bruge Nem-ID.
- Jeg er blevet tilbudt det tredje stik og har nok prøvet 10 gange at komme igennem, Niels Søe Plougsgård.
Han er formand for Ældresagen i Ringkøbing-Holmsland, og til sidst endte han med at køre ned til det nærmeste vaccinationscenter, selvom man siden 26. november skal have bestilt tid for at blive vaccineret.
Her lykkedes det ham at få sin vaccine, men det bekymrer ham, at det er så besværligt at komme igennem på telefonerne. Det er nemlig især de ældre, der er udsat, hvis de bliver smittet.
- Det er meget problematisk. Det duer ikke. Hvis ikke kapaciteten bliver udvidet, så tror jeg, at det ældre segment kommer bagud og bliver skubbet til side, siger Niels Søe Plougsgård.
Bør booke hurtigst mulig
1. oktober begyndte man at give 3. stik til borgere over 85 år. Det skal sikre de ældste bedre mod indlæggelse, hvis de bliver smittede med coronavirus, da data viser, at beskyttelsen fra vaccinerne over for infektion aftager gradvist med tiden.
- Vi anbefaler, at man hurtigst muligt booker sin tid til revaccination, når man har fået en invitation, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Hos Region Midtjylland oplever man, at det især er ældre borgere, der telefonisk kontakter booking-supporten.
Derfor er man netop gået fra 20 til 40 medarbejdere til at booke samt udvidet åbningstiderne til 8-20 i hverdagene og 9-16 i weekenden.
Regionen er nemlig godt klar over, at det har været svært at komme igennem på telefonen.
- Det er en udfordring, vi er klar over. I forrige weekend skete der i den grad en aktivitetsstigning på booking-supporten. Vi har skaleret bookingen ned, efter behovet faldt, og nu hvor folk har fået invitationer til det tredje stik, har vi desværre ikke kunnet følge med på telefonerne, siger Henning Voss, der er direktør for Region Midtjyllands Præhospital.
Fortsat med at ringe
Direktøren forventer, at det snart bliver lettere at komme igennem, men indtil kapaciteten i telefonbookingerne bliver bedre, er der ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed.
- Det er et spørgsmål om at blive ved. Vi ved godt, at det er til stor gene at skulle hænge i telefonen hele dagen, men det er sådan det er, når der er så stor efterspørgsel på at komme igennem. Men vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe, siger direktøren for regionens præhospital til TV MIDTVEST.
Ældresagen-formanden i Ringkøbing-Holmsland håber, at der snart sker noget, så det bliver lettere at ringe sig til en vaccinetid.
Det er nemlig vigtigt, at de ældre kan komme til, så de kan blive beskyttet mod coronavirus.
- Det er ærgerligt, at de har stoppet for, at man bare kan gå ud og blive vaccineret uden tidsbestilling. Hvis ikke kapaciteten bliver udvidet, så tror jeg, at det ældre segment kommer bagud og bliver skubbet til side, siger Niels Søe Plougsgård.
Alle borgere over 18 år, som afsluttede deres første vaccinationsforløb for 6 måneder siden, tilbydes revaccination, oplyser Sundhedsstyrelsen.