Det vrimler med turister: Helt ekstraordinært må to færger sejle til Fur

Flere steder i det midt- og vestjyske melder turistattraktioner og feriedestinationer om travlhed.

2:12
To færger krydser nu hinanden på den korte færgeovergang til Fur.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Det er en måned siden, at regeringen lavede en sommerpakke, der skulle sætte skub i danskernes lyst til at bevæge sig ud i sommerlandet.

Og tilbuddet om gratis færger og halv pris på museer er i dén grad noget, danskerne har taget til sig.

På færgeovergangen til Fur er Fursund Færgeri helt ekstraordinært blevet nødt til at sejle med to færger samtidig.

Det betyder, at skibsfører Johannes Christensen er blevet nødt til at droppe sin ferie i højsæsonen.

Det er blevet nødvendigt at sætte to færger ind for at undgå for lang ventetid. 
Det er blevet nødvendigt at sætte to færger ind for at undgå for lang ventetid. 
Foto: Morten Thomsen

- Ellers skal de holde derovre og vente i flere timer. Det er jo ikke rimeligt. Jeg synes godt, jeg vil gøre en indsats, siger Johannes Christensen.

Trafikken til og fra Fur er 20 procent højere i år, hvis man sammenligner med sommeren sidste år.

Markant forandring på øen

I går betød travlheden, at mange af de besøgende på Fur måtte vente i op til to timer på en færge.

Rundt omkring på øen kan mange af de faste turister også godt mærke, at der er væsentligt mere pres på i år.

- Vi plejer at kunne gå til spisestederne og komme til med det samme. Det er helt umuligt nu, siger Anders Lund, der er på besøg fra Hammel.

Møsted Kalkgruber har været fyldt til bristepunktet. 
Møsted Kalkgruber har været fyldt til bristepunktet. 
Foto: Morten Thomsen

Det er ikke kun på Fur, at der er mange mennesker. I Mønsted Kalkgrube er der travlhed ved billetkontoret.

I løbet af den seneste uge er besøgsrekorden blevet slået to gange. 2.500 gæster var forbi kalkgruberne tirsdag. Det er lige på grænsen af, hvad de gamle minegange kan rumme.

- Vi har faktisk haft to dage i den her uge, hvor vi simpelthen er blevet nødt til at tilbageholde folk ved billetsalget, indtil der var andre, der kom ud, fortæller Louise Mai Nielsen, der er salgs- og marketingchef hos Mønsted Kalkgruber.

Der er fortsat god plads til at holde afstand flere steder på Fur. 
Der er fortsat god plads til at holde afstand flere steder på Fur. 
Foto: Morten Thomsen

Hold ved de gode vaner

Men selvom der er mange mennesker samlet på turistattraktioner og populære feriebyer, så mener en professor ikke, at der er grund til at være bekymret for, at travlheden vil give en opblomstring i smitten med coronavirus.

- Danskerne er ikke så bekymrede for smitte mere, men vi er fortsat opmærksomme på at spritte hænder og holde afstand. Det er blevet en vane hos mange, siger Michael Bang Petersen, der er professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Sommerpakken - med gratis færger og halvpris på billetter til museer - gælder indtil udgangen af juli.