LIVE: Coronavirussen i Midt- og Vestjylland lørdag
I livebloggen her kan du følge seneste nyt om coronavirussen i Midt- og Vestjylland lørdagen igennem.
Overblik over det seneste døgn
Fredag oplyste politiet, at forsamlinger, der strider mod myndighedernes retningslinjer, nu risikerer at få bøder.
I går var også en dag, hvor coronakrisen endnu engang kostede midt- og vestjyske arbejdspladser. Bestseller, der har hovedsæde i Brande valgte at fyre 750 ansatte i Danmark.
Minister giver misvisende belæg for grænselukning
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser i en redegørelse til WHO, som Information har set, at det sundhedsfaglige belæg for delvist at lukke Danmarks grænser er en anbefaling fra EU-organet ECDC.
Ministerens fortolkning af anbefalingen afvises dog af EU-organet.
Faktisk anbefaler ECDC slet ikke grænselukninger.
Den tilgængelige evidens understøtter "ikke at anbefale grænselukninger, som vil forårsage betydelige sideeffekter og samfundsmæssig og økonomisk forstyrrelse i EU", lyder det i ECDC's retningslinjer.
/ritzau/
I dag begynder politiet at uddele bøder
Det gode vejr får danskerne ud på gaderne - og det går ikke, mener politiet. Derfor vil man fra i dag kunne få en bøde for ikke at overholde den midlertidige lov om ikke at forsamles mere end 10 personer, der trådte i kraft onsdag.
Rigsadvokaten fastsatte onsdag bødetakster for overtrædelser af forbud mod større forsamlinger som følge af corona-pandemien:
- Bødetaksten for overtrædelse af forbud mod forsamlinger med flere end ti personer til stede er 1500 kroner per person.
- Erhvervsdrivende, der ikke overholder lukkekrav for restauranter, butikker, sports- og fritidsfaciliteter, får en bøde på 5000 kroner.
- Erhvervsdrivende, der overtræder kravet om så vidt muligt at stille håndsprit til rådighed eller ikke overholder arealkravet, får en bøde på 1500 kroner.
- Personer, som ikke efterkommer politiets påbud og anvisninger, vil som udgangspunkt få en bøde på 1500 kroner.
Bødeniveauet kan gradvist blive forhøjet i gentagelsestilfælde.
/TV 2/
Dansk udgangsforbud kræver kreativ lovfortolkning eller ny lov
Flere lande i Europa har valgt at indføre et decideret udgangsforbud for borgerne for at mindske spredningen af coronavirus.
Så langt er myndigheder i Danmark ikke gået, selv om der er taget markante skridt i kampen mod det smitsomme virus herhjemme.
I denne uge er en hastelov trådt i kraft, som giver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en række vidtgående beføjelser. Men beføjelserne rækker ikke til at indføre et udgangsforbud, skulle ministeren finde det nødvendigt.
Det vurderer juraprofessor ved Københavns Universitet Kristian Cedervall Lauta, der beskæftiger sig med katastroferet.
- Det er svært at se, at de ændringer, man har lavet, skulle give mulighed for det.
- Der er stadig mulighed for, at man kan lukke et bestemt område af og indføre restriktioner inden for det. Men at udstrække det til hele landet ville være kontroversielt, siger han.
/ritzau/
Indsatte i fængslerne klager over fratagelse af besøg
På grund af coronasituationen har indsatte i fængslerne og arresterne fået fjernet muligheden for at få besøg eller komme på udgang.
Beslutningen, der blev taget af Kriminalforsorgen, har siden kastet flere klager af sig. Mindst 70 indsatte og pårørende har således klaget til Folketingets Ombudsmand.
Det oplyses i en pressemeddelelse fra ombudsmanden.
Klagerne ønsker overordnet set, at ombudsmanden skal sørge for, at de får strafafbrydelse.
Da Folketingets Ombudsmand normalt ikke behandler en klage, før en myndighed selv har taget stilling til sagen, vil ombudsmanden så hurtigt som muligt sende et svar til klagerne og oplyse dem om, at de først må henvende sig til Kriminalforsorgen.
/ritzau/
Regeringen på Twitter: Husk nu reglerne.
- Husk nu reglerne. Det gælder vores fælles sundhed.
Sådan lyder budskabet fra Regeringen i dag på Twitter.
Sammen med ordene deler regeringen en video, hvor rigspolitichefen minder om, at det simpelthen er ulovligt at samles mere end 10 personer - både inde og ude.
Silkeborg IF sender medarbejdere hjem
Fodboldklubben Silkeborg IF har sendt en stor del af de administrative medarbedjere og trænerstaben hjem som følge af coronavirusset.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- De hjemsendte får fuld løn via regeringens trepartsaftale indtil situationen bliver bedre. Vi tager dette skridt for at vise samfundssind i en svær tid og for at afbøde de økonomiske konsekvenser, krisen får for vores klub, siger administrerende direktør Kent Madsen.
Mange danskere lader bilen stå på grund af corona
Coronasituationen ser ud til at have fået flere bilister til at lade bilen stå.
De seneste tal fra Vejdirektoratet viser, at antallet af personbiler og små varevogne på de danske motorveje er faldet med helt op til 45 procent.
Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) viser det, at borgerne generelt følger regeringens anbefalinger.
/Ritzau/
Regioner kan ikke love coronatest til alt sundhedspersonale
På grund af flere forhold kan regionerne ikke love alle medarbejdere inden for sundhedsvæsenet at blive testet for coronavirus.
Det skyldes midlertidige forsyningsproblemer og et stort pres på kapaciteten, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer, efter at Sundhedsstyrelsen forleden opdaterede sine retningslinjer om håndtering af Covid-19, som er den sygdom, man får af at være smittet med coronavirus.
/Ritzau/
1326 er nu smittet i Danmark - 13 er døde
1326 personer i Danmark er konstateret smittet med coronavirus, oplyser Statens Serum Institut.
Der regnes med store mørketal, så der er reelt flere smittetilfælde.
206 personer smittet med coronavirus er indlagt. 42 er på en intensiv afdeling, oplyser Statens Serum Institut.
Fra fredag til lørdag er yderligere fire personer døde, mens de var smittet med corona. Det samlede tal for Danmark er nu 13.