MCH fyrer hver fjerde medarbejder: - Det er en tung dag i dag

MCH Messecenter Herning fyrer hver fjerde medarbejder. I alt 66 stillinger. Det sker som følge af, at regeringens hjælpepakker udløb lørdag.

Georg Sørensen har mandag måttet sige farvel til hver fjerde medarbejder.
Georg Sørensen har mandag måttet sige farvel til hver fjerde medarbejder.
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

- Det er en tung dag i dag. Men vi er nødt til at gøre det her for at redde vores virksomhed.

Sådan siger MCH Messecenter Hernings direktør Georg Sørensen, efter han mandag har måttet sige farvel til hver fjerde medarbejder. 

MCH-koncernen oplever på samtlige forretningsområder en dyb og langvarig krise grundet covid-19. Og det koster altså nu 66 stillinger, som både omfatter afskedigelser og naturlig afgang. Det oplyser MCH i en pressemeddelelse. 

MCH blev reelt lukket ned 11. marts sammen med store dele af samfundet. Virksomheden har siden gjort brug af alle relevante hjælpepakker og hjemsendte næsten samtlige medarbejdere i marts.

- Vores forretning er baseret på, at mange mennesker mødes. Af sidste års flere end en million besøgende i MCH deltog 97 procent i arrangementer for flere end 500. Nedlukningen i marts og de efterfølgende restriktioner betød, at vi i mere end fem måneder hverken havde gæster, aktiviteter eller nogen form for indtægter, udtaler Georg Sørensen. 

I august var det muligt for MCH i begrænset omfang at gennemføre Formland-messen, der dog som forventet var betydeligt mindre end normalt. Koncernens øvrige aktiviteter indenfor kultur samt møder og kongresser er ligeledes stadig alvorligt ramt af forsamlingsforbuddet på 500 personer. Det betyder, at der er meget lange udsigter til en normalisering af MCH's forretning.

- Det er en meget svær situation, vi står i, og den forværres yderligere af, at forberedelsestiden på vores arrangementer er meget lang. De stadigt gældende restriktioner samt usikkerheden omkring fremtiden betyder, at vi også har nedjusteret forventningerne til 2021 væsentligt, siger Georg Sørensen.

Hjælpepakker udløbet

Når MCH A/S nu er nødsaget til at afskedige personale, skyldes det både de mange måneder uden indtjening og nedjusterede forventninger til de kommende år kombineret med, at lønkompensationen for medarbejdere nu udløber.

- Vi har gjort brug af lønkompensationsordningen så længe som overhovedet muligt, mens vi håbede på positive meldinger og mere afklaring om fremtiden. Ordningen har været den altafgørende årsag til, at vi har kunnet fastholde alle medarbejdere indtil nu, siger Georg Sørensen.

Coronakrisen har ramt MCH hårdt og koster nu mange af medarbejderne jobbet. 
Coronakrisen har ramt MCH hårdt og koster nu mange af medarbejderne jobbet. 
Foto: MCH

Selvom den nye arbejdsfordelingsordning indeholder positive elementer indtil nytår, er MCH stadig tvunget til at tilpasse virksomheden og organisationen.

- Med lønkompensationens udløb og de fortsat meget usikre fremtidsudsigter, er det eneste ansvarlige for virksomheden og organisationen, at vi tilpasser os den uvisse virkelighed, vi kigger ind i, siger Georg Sørensen.

- Og så håber vi på, at vi kan komme i gang med at passe vores forretning. Få noget omsætning igen og få vores mange kunder i gang igen under trygge rammer. 

En tung dag

MCH-personalet blev samlet mandag morgen, hvor Georg Sørensen orienterede om den meget alvorlige situation.

- Det er en tung dag at skulle sige farvel til så mange værdsatte medarbejdere, der hver og én både fagligt og personligt har medvirket til, at MCH de seneste to år har samlet flere end en million gæster årligt og var en virksomhed i fremdrift, inden vi helt uforvarende blev ramt af krisen, der nu desværre får konsekvenser for mange familier, slutter Georg Sørensen.

MCH-koncernen beskæftiger i dag 250 fuldtidsansatte i MCH Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen og MCH Herning Kongrescenter.

5:12
MCH fyrer hver fjerde medarbejder