Sidste chance før nytår - lange køer ved coronatest
Selv om det kan se uoverskueligt ud, understreger Falcks områdeleder i Herning og Silkeborg, at det går forholdsvis hurtigt med at blive testet.
Man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man skal testes for corona på årets sidste dag.
Flere steder i det midt- og vestjyske meldes der om lange køer foran testcentrene, og det var også situationen, da TV MIDTVEST sidst på formiddagen kiggede forbi testcentret ved Herning Centret.
Centret tilbyder hurtigtest, og køen strakte sig langt ud på parkeringspladsen. Det var dog ikke ensbetydende med flere times ventetid.
Ved middagstid oplyste Rasmus Nielsen, der er områdeleder for Falck i Herning og Silkeborg, at der var cirka 22 minutters ventetid.
- Man skal ikke lade sig skræmme, hvis man kører forbi og synes, at det ser uoverskueligt ud. Vi har forberedt os og hevet alt disponibelt mandskab ind, så folk kan blive testet før nytår, og jeg synes, at det går over al forventning, sagde Rasmus Nielsen.
Bagerst i den lange kø traf TV MIDTVEST Damien Nielsen fra Herning, og han havde forståelse for, at der var en smule ventetid.
- Det er klart, at mange gerne vil testes op til nytår, så det er okay. Jeg skulle bare have gjort det noget før. Det havde været mere træls, hvis det havde været en hverdag, hvor man skulle på arbejde, sagde han.
Falcks testcenter ved Herning Centret lukker klokken 15.
Se et overblik over teststederne her