Fra missionshus til bolig: Pernille og Jesper måtte passe på ikke at træde folk over tæerne

Når man kører ind i indkørslen, ser man som det første, at Pernille og Jesper Langstons hus i Humlum vred Struer har religiøse rødder.

Et stort kors er muret ind i gavlen som bevis på, at det engang har været et missionshus. Et spor fra fortiden, som ikke bliver fjernet foreløbig.

- Det specielle udtryk var noget af det, vi faldt for. Flere har sagt, at korset skal fjernes og pudses hvidt, men nej, det skal stå, som det altid har gjort. Det er et murværk, der er gjort noget ud af, og det skal bevares, fortæller Jesper Langston, der selv er murermester.

Den ene del af ejendommen er fra 1886, og i 1957 blev indgangspartiet bygget på. Bygningen har aldrig været brugt som bolig, før parret overtog den og begyndte at renovere.

- Vi faldt for de ydre rammer, for det indre var ikke noget at prale af. Der er også mange, der har sagt, at det er tosset det, vi har gjort, fordi det nok havde været billigere og nemmere at rykke det ned og så bygge nyt. Men så kunne vi jo have købt hvad som helst. Her var der ingen grænser for, hvor kreative vi kunne være.

Prædikestol version 2.0

Det er ikke kun det indmurede kors, der fortsat fortæller en del af historien om det tidligere missionshus. Indenfor er en gammel hattehylde hængt op igen, kirkelige ting som blandt andet alterbægre og biblen kan også findes rundt omkring, og så har de også lavet deres egen version af en prædikestol.

- Jeg er ikke så vild med højder, så vi snakkede om, hvorvidt trappen og gelænderet til første sal skulle være lukket eller med balustre. Den blev lukket, så nu kalder vi det prædikestolen. Det er også i tråd med husets historie, siger Pernille.

Da huset fungerede som missionshus, var der to sale, hvor der var et fællesskab omkring bibellæsning i den store, og imens kunne børnene være i den lille sal.

I den største er der nu køkkenalrum med loft til kip, mens der i den anden er soveværelse samt badeværelse.

- I servitutterne står der, at der ikke må være offentlig udskænkning af alkohol eller offentlig dans, så hvis vi absolut ikke kan styre os, må vi gøre det privat og bag nedrullede gardiner, fortæller Pernille Langston og griner.

Stor interesse udefra

Det har taget et år at forvandle missionshuset til bolig, og de har lavet stort set alt selv. Det er da også den ottende bolig, som Jesper Langston har renoveret.

- Det er blevet joket med flere gange, at vi ikke behøver pakke vores flyttekasser ud, fordi lige om lidt køber vi noget nyt og renoverer. Jeg tror bare, det ligger til os, og vi kan godt lide det. Men det har været et stort projekt og større, end vi havde regnet med, fortæller parret.

De har dog aldrig oplevet så stor en interesse for at følge med i et renoveringsprojekt. Flere har stukket hovedet ind undervejs for at se, hvad der skete.

Så da boligen var færdigrenoveret i sommer, inviterede Jesper og Pernille Langston alle interesserede indenfor. Omkring 200 kiggede forbi.

- Det er første gang, vi har renoveret med så mange tilskuere. Folk har følelser for og minder fra huset, så mange har en holdning. Men det har været sjovt, og det har betydet, at vi skulle tænke meget over ikke at træde folk over tæerne. Derfor har vi ikke lavet alt for meget om på husets sjæl.