Oles frysepizza er økologisk og koster 100 kroner: - Den burde koste mere
Et vigtigt punkt for Ole Olesen er, at hans dyr har det godt. Dyrevelfærd og smag hænger sammen for pizzabageren.
Røgen fra skorstenen afslører det hele. På Oles Gård øst får Fårvang bliver der lavet pizzaer. Og ikke helt almindelige pizzaer.
Ole Olesen laver nemlig økologiske pizzaer, der koster 100 kroner og sælger dem på frost.
- Jeg vil gerne lave en ordentlig pizza. Så det koster 100 kroner. Den burde koste mere, hvis vi skulle have lige så meget i avance, som andre. Men jeg er med på, at 100 kroner er prispunktet for en pizza, der ligger nede i fryseren, fortæller pizzabageren.
Foruden at hans pizzaer er økologiske, slår Ole Olesen også på, at hans dyr har haft et ordentligt liv.
Dyrevelfærd og god smag hænger sammen
For hele pizzaeventyret startede med, at manden fra Struer ville lave mad af høj kvalitet.
For Ole Olesen hænger god kvalitet sammen med de bedste råvarer. Og har man først sagt de bedste råvarer, er Ole Olesen slet ikke i tvivl om, at de kommer fra dyr, der har haft det godt.
- For mig handler det om at have dyrene og have dyr, der har det liv, der passer dem. Det vil sige, at grise er bygget til at gå og rode i jorden. Derfor skal de have lov til det hele året rundt, fortæller han.
På gården har de omkring 40 til 50 sortbrogede grise i løbet af et år.
Resten af de grise, der er behov for, og de råvarer, som han ikke selv kan producere, køber han af lokale samarbejdspartnere.
Østjyder køber flere end vestjyder
Når snakken falder på, hvor i landet, der sælges flest af de økologiske frysepizzaer til 100 kroner, er svaret Østjylland.
Især området omkring Aarhus har mere gang i salget end resten af landet. Ole Olesen er dog fortrøstningsfuld for, at salget også vil tage til i den vestlige del af Jylland.
- Når vi snakker Vestjylland, er vi repræsenteret i butikkerne. Vi er ikke lige så godt med som i Østjylland, men vi er i Lemvig, Holstebro og Skjern. Vestjylland er også med, men de skal lige smage og lære det at kende først, siger Ole Olesen.
Især delen med at lære det hele at kende er vigtig, slår han fast.
- Kender du ikke historien, har du aldrig smagt den før og ligger der en pizza nede i fryseren til 100 kroner, så tænker man, at der er et eller andet galt – at der er et nul for meget.