Karkirurgien får egen afdeling efter fejlamputationer

1. januar åbnede en selvstændig afdeling for karkirurgi på Regionshospitalet i Viborg.

0:45
Skandaleramt funktion får nu helt ny, selvstændig afdeling på regionshospitalet.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En ny afdeling er åbnet på regionshospitalet i Viborg. 

Efter amputationsskandalen i Region Midtjylland har karkirurgien igen fået en selvstændig afdeling. 

- Jeg har altid lovet dem, der har været ansat i karkirurgien, at vi skulle bevare en kirurgisk funktion, og derfor er det selvfølgelig rigtig glædeligt, at vi nu også kan byde en ny karkirurgisk afdeling velkommen, siger lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Claus Brøckner Nielsen med et smil. 

Har før været adskilt

Indtil 2018 var karkirurgien en afdeling for sig på hospitalet i Viborg. Men i 2018 blev karkirurgien en del af den almene kirurgi. 

Beslutningen fik en del negative konsekvenser for karkirurgien, mener den lægefaglige direktør. 

- Udover at vi dengang skulle iværksætte en stor spareplan, hvilket gjorde, at vi måtte nedlægge en del stillinger, så skete der også det, at vi fik sværere ved at rekruttere. Medarbejderne var usikre på, om afdelingen ville bestå, og hvis man skal finde en spændende arbejdsplads, så kan det være svært at komme til en afdeling, som ikke er selvstændig - det skabte en masse uvished, forklarer Claus Brøckner Nielsen. 

Men det skal ændres nu. 

Større kapacitet og bedre forebyggelse

Regionsrådet har i budgettet for i år afsat 25 millioner kroner ekstra til at forebygge amputationer samt at behandle patienter med dårligt blodomløb.

10 af de 25 millioner tilfalder hospitalet i Viborg, der har valgt at bruge pengene på at genåbne den karkirurgiske afdeling.

Genåbningen vil give karkirurgien mulighed for at behandle flere.

- Den behandling, som har været givet til karkirurgiske patienter har været god, det viser vores kvalitetsdatabaser, men det en selvstændig afdeling og de ekstra 10 millioner kan gøre, er at vi får en større kapacitet, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.

- Det betyder, at vi kan øge samarbejdet med de praktiserende læger, kommuner og plejehjem og opfordre patienter, som har mistanke om overforkalkning, om at henvende sig, nu hvor vi har større kapacitet, forklarer han. 

Patienterne er velkomne

Selvom afdelingen er nystartet, skal man ikke frygte for opstartsproblemer, forsikrer den lægefaglige direktør. 

Han mener ikke, patienterne vil komme til at mærke forskel, fordi personalet i forvejen er opdateret med de nyeste teknikker indenfor området. 

- Det eneste, vi lige mangler at få på plads, er en afdelingsledelse, og vi er glade for, at vi har de første samtaler allerede her på torsdag, siger direktøren. 

- Men patienterne er velkomne, og de skal nok få en god behandling, slår han fast.