Kühnau lover at kontakte ofre for amputationsskandale så hurtigt som muligt
Det er kompliceret af finde frem til de patienter, der kan være blevet fejlbehandlet, mener regionen. Formanden for Amputationsforeningen er lodret uenig.
Region Midtjylland arbejder på så hurtigt som muligt at kontakte de patienter, der har måske har krav på at få erstatning efter at have fået amputeret et ben.
Det understreger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) over for TV MIDTVEST.
Da det kom frem, at flere hundrede patienter kan have fået foretaget en unødvendig amputation på grund af underbemanding på de karkirurgiske afdelinger i Viborg og Aarhus, lovede regionen at skrive ud til patienterne for at informere dem om deres rettigheder.
Men det er endnu ikke sket, fordi der er tale om en kompliceret opgave, siger Kühnau (S).
- Vi har sat fagpersoner til at kigge på, om vi relativt enkelt kan gå ind og identificere, hvem der eventuelt er begået fejl i forhold til. Ved de fleste af de patienter, der har fået amputeret deres ben, er der ikke sket fejl - men det er svært at finde frem til dem, der er sket fejl ved, og vi er i dialog med Patienterstatningen om, hvordan vi bedst muligt gør det.
- Handler det ikke bare om skrive ud til dem, der kunne være målgruppen?
- Vi er ved at drøfte med Patienterstatningen, om vi skal skrive ud til alle eller til en gruppe, hvor vi kan sige, at de muligvis har et erstatningskrav mod os. Vi vil gerne finde frem til, hvem det er. Vi vil gerne gøre det så hurtigt som muligt, men vi vil gøre det ordentligt, så vi ikke får skabt nogle forventninger hos nogen, som ikke har krav om en erstatning, siger Anders Kühnau.
Patientforening: Det er en hån
Formanden for Amputationsforeningen, Marianne Palm, mener modsat regionsrådsformanden ikke, at opgaven er særligt kompliceret. Det handler om at sætte kræfter nok af til opgaven, mener hun og kalder det for en hån mod de benamputerede, at regionen endnu ikke har kontaktet de relevante personer.
- De sætter de 4.000 patienter, der er blevet amputeret de sidste 10 år, i forlegenhed. De sidder jo alle sammen og tænker: "Er det mig, der bliver talt om". De sætter jo faktisk også resten af samfundet i forlegenhed. Hvordan skal patienterstatningen nogensinde nå at gennemgå 4.000 sager oveni deres 12.000 årlige sager, spørger Marianne Palm.
Hun opfordrer patienterne til at gå direkte til Patienterstatningen for at få vurderet deres sager uden at vente på et brev fra regionen.
Anders Kühnau fastholder, at det er svært at fastslå, hvem der burde have haft en forebyggende behandling på de karkirurgiske afdelinger - uden at få det.
- Det er faktisk ikke helt enkelt, og det er også det, som de fremmeste eksperter på området siger til os, siger regionsrådsformanden.
I første omgang vurderede regionen, at op mod 90 patienter om året kan have fået foretaget en unødvendig amputation på grund af problemerne i karkirurgien. Det tal er senere blevet justeret til et skøn på op 47 patienter om året.