Lisbeth søger erstatning for fejlamputeret ben: - Jeg tror, det bliver svært

En julidag i 2018 fik Lisbeth Korsholm fra Struer krampe i sit ben.

Hun blev undersøgt for åreforkalkning og sendt til karkirurgisk afdeling i Viborg. Benet skulle opereres og en af venerne erstattes. 

- Men de ville ikke tage den nye vene fra mit højre ben, fordi jeg før har været opereret for åreknuder, forklarer Lisbeth Korsholm. 

Alligevel endte lægerne med to gange at tage vener fra det højre ben.

- Én læge vurderede, at venerne i højre ben var for dårlige. Men en anden læge mente åbenbart, at venerne i benet godt kunne bruges, forklarer Lisbeth Korsholm om forløbet.

Det viste sig dog ikke at være tilfældet. 

Senere på dagen blev Lisbeths ben helt koldt. Der var ingen blodgennemstrømning i benet.

- Der kom en læge og sagde: Der er ingen puls, så vi er nødt til at tage benet, erindrer Lisbeth Korsholm.

- Desværre. Vi kan ikke gøre mere, sagde han.

Amputationsforeningen kommer med hjælp

I dag har Amputationsforeningen sendt en vejledning ud til dem, som kunne mistænke, at der er sket en fejl undervejs i deres behandling til at kontakte patienterstatningen med det samme, så patienterne hurtigst muligt kan få at vide, om de tilhører målgruppen for erstatning. 

Og så er det vigtigt, at ansøgerne ikke bare beskriver forløbet, men også den psykiske belastning, de har været udsat for, ved at miste et ben unødigt.

 - Hvordan en person tackler en krise, er meget individuelt, og derfor vil vi også støtte den enkelte, hvor det er nødvendigt, gennem hele sagen, fortæller Marianne Palm, der formand for Amputationsforeningen i vejledningen.

Venter på brev

Nu er Lisbeth Korsholm så ved at gøre sig klar til at søge erstatning i sin sag. 

Men inden venter hun, som hundredevis af andre, på et brev fra Region Midtjylland, om at hun er én af dem, der måske kunne have haft sit ben i dag, hvis der var blevet sat ind noget før. 

Hun regner dog ikke med, at brevet kommer lige med det samme.

- Der kommer til at være en lang sagsbehandling med alle de sager, de skal igennem, og det kan trække ud i mange år. Det gør det jo med alt det, de skal undersøge. Og til den tid er vi nok døde og borte, siger hun. 

Det var hendes datter, der gjorde hende opmærksom på skandalen, da det kom frem, at op mod 500 patienter de seneste 10 år kan have fået amputeret lemmer, uden at det var nødvendigt.

- Jeg kunne ikke sove om natten, og jeg tænkte: Var det virkelig en fejl? Var de gode nok?, husker Lisbeth Korsholm. 

Når hun tænker tilbage på forløbet, er der flere ting, hun undrer sig over.

- At de sagde ét og gjorde noget andet, det var mærkeligt.

- Jeg spurgte også til, hvorfor de ikke prøvede med en ballonudvidelse – og det fik jeg ingen svar på. Det er jo ikke et stort indgreb i forhold til at skære mit ben af midt på låret, siger hun.

En sølle erstatning

Selvom hun er sikker på, at hun vil søge om erstatning, er håbet om en pose penge ikke stort.

- Jeg tror ikke, træerne vokser ind i himlen, nej, siger hun og fortsætter:

- Jeg skal jo kunne bevise, at der er begået en fejl. Og det, tror jeg, bliver svært. Kan man overhovedet bevise det?

Lisbeth Korsholm er også skuffet over størrelsen på den erstatning, hun måske har i sigte.

- De snakker om, at man kan få 100.000 kroner i erstatning. 100.000! Jeg mener, det er det, man kan få for en tommeltot. Altså, det kan man ikke engang få en protese for. Ikke en af de gode, siger hun.

- Hvad kan man bruge det til? Du får ikke dit ben igen. Så jeg synes ikke, det er meget værd, siger Lisbeth Korsholm.

En amputeret hverdag

For hende fik den mulige fejlamputering i Viborg den konsekvens, at hun i dag sidder mere derhjemme.

- Jeg kan ikke lige tage til koncert i anlægget i Holstebro for eksempel. For jeg kan ikke gå så langt. I hverdagen er alting pludselig besværligt med kun ét ben, fortæller hun. 

- Man kan ikke bare lige tage ned at handle, man kan ingenting.

For koncerndirektør Ole Thomsen, som har ansvaret for kvaliteten på sundhedsområdet, blev konsekvensen af sagen, at han i dag måtte gå af fra sin post.

Men det giver Lisbeth Korsholm i Stuer ikke meget for.

- Der skal selvfølgelig placeres et ansvar. Men det gør da ingen forskel for mig, siger hun.

Nu håber hun bare at få en erstatning og gerne nok til en ny protese – denne gang en af de rigtig gode.

- Det er jo ikke den gode, de giver til en pensionist. Sådan en får kun de unge, som går på arbejde. Men for mig, ville den gøre den forskel, at jeg kunne gå længere, og det ville gøre hverdagen meget nemmere, siger Lisbeth Korsholm.