Styrelse savner uddybende svar fra region om benamputerede

Styrelsen for Patientsikkerhed har kaldt Region Midtjylland til møde for at få uddybende svar om amputationer.

Direktør i Anette Lykke Petri fortæller, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har fået fyldestgørende svar fra Region Midtjylland i sagen om benamputationer.
Direktør i Anette Lykke Petri fortæller, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har fået fyldestgørende svar fra Region Midtjylland i sagen om benamputationer.

Styrelsen for Patientsikkerhed efterlyser flere svar fra Region Midtjylland i sagen om benamputationer.

Det siger direktør i styrelsen Anette Lykke Petri efter at have læst den redegørelse, som man har bedt om fra regionen.

- Vi modtog regionens redegørelse mandag, og vi synes ikke umiddelbart, at den er fyldestgørende nok.

- Derfor har vi indkaldt regionen til et møde senere i dag (onsdag, red.), siger Anette Lykke Petri.

En ekstern analyse har vist, at regionen kan have foretaget op mod 47 amputationer om året, der kunne være undgået.

Sagen har kostet en koncerndirektør jobbet og medført kritik fra blandt andre Danske Patienter, der er en paraplyorganisation for patient- og pårørendeforeninger.

Manglende information til patienter 

Der er særligt to punkter, som Styrelsen for Patientsikkerhed savner uddybende svar på.

Det første punkt er identificering af de amputationer, der kunne være undgået.

Her har regionen i redegørelsen skrevet, at man har svært ved at identificere de pågældende personer ud fra data i den analyse, der er lavet.

- Vi er interesseret i at få indkredset den relevante patientgruppe, så vi kan få skabt tryghed for de patienter, der på nuværende tidspunkt ikke ved, om de tilhører den gruppe, som har fået foretaget en unødig amputation, siger Anette Lykke Petri.

Hun mener, at regionen må dykke ned i hver enkelt patientjournal i bestræbelserne på at finde de personer, der kunne have undgået amputation.

- Jeg tror ikke, at man kommer uden om at gå ned i de enkelte patientjournaler. At man dykker ned i hver enkelt journal og vurderer, om de pågældende patienter tilhører gruppen, der har fået en unødig amputation, siger hun.

Det andet punkt, hvor styrelsen savner uddybende svar, handler om regionens information til patienter på venteliste til karkirurgiske behandlinger.

- Det er vigtigt, at patienterne bliver informeret grundigt.

- Når det handler om at få sit ben amputeret, kan det have alvorlige konsekvenser at stå på en venteliste, hvis der havde været mulighed for at vælge behandling på et andet hospital, siger Anette Lykke Petri.

I Sundhedsstyrelsen har man også bedt regionen om en redegørelse.

Styrelsens fokus er at sikre, at regionen har tilstrækkelig kapacitet på området, siger vicedirektør Helene Probst.

- Vi har tillid til, at regionen kan behandle de patienter, der skal behandles. Nu opruster man på kapaciteten, så man også sikrer rettidig behandling, siger hun.

Region Midtjylland har lavet aftaler med Region Nordjylland og Region Syddanmark om, at naboregionerne kan træde til, hvis behovet opstår.

/ritzau/