Tre første patienter får erstatning i sag om fejlamputationer
Tre patienter har som de første fået erstatning for unødvendige amputationer, oplyser Patienterstatningen.
De første fem sager, hvor patienter har søgt erstatning for fejlamputation i Region Midtjylland, er nu blevet afgjort af Patienterstatningen.
Tre ud af de fem patienter får tilkendt erstatning, mens Patienterstatningen har afvist to sager.
- På en meget trist baggrund er jeg tilfreds med, at vi har fået afgjort de første sager. Vi ved, at det er afgørende for patienterne og deres pårørende for at kunne komme videre i tilværelsen, siger direktør Karen-Inger Bast, Patienterstatningen.
Sagen begyndte at rulle, da en ekstern rapport i foråret landede på bordet hos Region Midtjylland.
Den pegede på, at op mod 47 patienter om året muligvis kunne have undgået eller udskudt deres amputation, hvis de på et tidligere tidspunkt i forløbet havde fået den nødvendige behandling.
Kostede direktør jobbet
Det kom frem, at regionen ikke havde reageret på en advarsel fra et tværfagligt specialeråd om, at antallet af amputationer i regionen lå højt.
Sagen kostede daværende regionsdirektør Ole Thomsen jobbet.
Regionen gik herefter i gang med at gennemgå flere end 1800 patientjournaler for patienter, der i perioden 2012 til 2022 kunne have været udsat for unødige amputationer.
Regionen oplyste i august, at man havde sendt breve ud til 150 benamputerede og vejledt dem om at søge erstatning.
Det er Patienterstatningen, der afgør, om amputationspatienten har krav på erstatning.
I de fem afgjorte sager har to af patienterne fået cirka 400.000 kroner i erstatning, og en patient har fået cirka 300.000 kroner i erstatning.
Beløbet dækker over godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte.
Ni måneders behandlingstid
De tre patienter får erstatning, fordi deres behandling af forskellige årsager blev forsinket.
- Vi har vurderet, at den erfarne specialist ville have givet en karkirurgisk behandling, der med overvejende sandsynlighed ville have betydet, at de havde beholdt deres ben, siger Karen-Inger Bast.
De første sager siger noget om, hvordan niveauet for erstatningen bliver.
- Beløbsmæssigt så vil de fleste af de sager, der bliver anerkendt, ligge på det her niveau, siger Karen-Inger Bast.
En sammenligning af amputationer på tværs af regionerne har vist, at Region Sjælland faktisk har flest amputationer per 100.000 indbyggere.
Også her er regionen nu gået i gang med at gennemgå patientjournaler.
Samlet set har 159 personer på tværs af alle fem regioner søgt om erstatning på nuværende tidspunkt.
Det tager i gennemsnit ni måneder at behandle en sag, oplyser Patienterstatningen.