Radikale truer med at vælte regeringen, hvis den ikke leverer på klimapolitikken
Regeringens støtteparti er langt fra imponeret over regeringens klimaindsats og truer med at trække støtten. Socialdemokraternes klimaordfører afviser kritikken.
De radikale er så utilfredse med den socialdemokratiske regerings indsats på klimaområdet, at det kan ende med, at partiet vælter regeringen.
Det kan blive konsekvensen i sidste ende, hvis regeringen ikke leverer, understreger det radikale folketingsmedlem Andreas Steenberg, der er valgt i Vestjyllands Storkreds.
Han kalder regeringen for mere rød end grøn.
- Det tricker os, at man godt kan bruge en masse penge på tidlig pension, tre milliarder om året. Men når det kommer til klima, vil man ikke bruge nogle penge, og det frustrerer os. Vi sidder lige nu i nogle elbils-forhandlinger, hvor regeringen kæmper alt, hvad den kan for ikke at bruge nogle penge. Det er helt afgørende for dem, og så kommer man altså ingen vegne med den grønne omstilling.
- Hvad sker der, hvis regeringen ikke skruer op for tempoet?
- Ja, så kan vi i sidste ende ikke støtte regeringen. Vi oplever en regering, der sørger for, at dens egne mærkesager bliver prioriteret med en masse milliarder, mens der står nul ud for vores mærkesager. Og det må vi så kæmpe igennem og til sidst gøre brættet op og vurdere, om det er noget, vi kan blive ved med at støtte, siger Andreas Steenberg.
SF´s næstformand og klimaordfører Signe Munk er heller ikke imponeret over tempoet i regeringens klimaindsats. Hun betegner over for TV MIDTVEST indsatsen som fodslæbende, men det billede kan den socialdemokratiske klimaordfører Anne Paulin ikke genkende.
- Jeg synes, at vi er nået ret langt det forgangne år. Vi har truffet beslutninger, der viser en fjerdedel af vejen til 2030-målet (at sikre en 70 procents reduktion i udledning af drivhusgasser, red.). Men der venter selvfølgelig en kæmpestor opgave. Det er vi meget bevidste om. Vi er i gang med at forhandle på transportområdet, og vi tager også fat på landbruget og en grøn skattereform i år. Der kommer til at være masser af mere klima på programmet, siger Anne Paulin.
Hun betegner SF og Radikale som gode samarbejdspartnere og opfordrer dem til at komme med alle deres gode ideer.
- Så går vi ind i forhandlingslokalerne og prøver på at finde hinanden. Statsministeren annoncerede jo også i dag, at der kommer til at blive sat to milliarder ekstra kroner af til grøn omstilling i de kommende fem år. Det er også noget, der kan sætte gang i en masse initiativer samtidig med, at vi holder hånden under vores økonomi, siger Anne Paulin.