S-næstformand kalder Venstre-kampagne for ’fake news’
En kampagne på Facebook fra Venstre får massiv kritik af Socialdemokratiets næstformand, Mogens Jensen.
Dagen før valget til folketinget har Venstre fået massiv kritik. Kritikken stammer fra Socialdemokratiets næstformand, Mogens Jensen.
Han er utilfreds med den måde, Venstre har lavet og målrettet en kampagne omkring centre for kriminelle udlændinge på Facebook. Kampagnen er målrettet geografisk til brugere i forskellige landsdele, og den tager udgangspunkt i en udmelding fra Radikale Venstre, som har udtalt, at udrejsecenter Sjælsmark og et eller to andre nedlagte asylcentre kan bruges til udviste kriminelle.
Det er Venstres målretning af den samme slags kampagne til flere forskellige områder med teksten ”Hvis rød blok får magten, kan udviste kriminelle udlændinge ende her”, der har fået Mogens Jensen til at reagere.
- Efter min opfattelse er det uetisk valgkamp og fake news. De forsøger at give den opfattelse, at Socialdemokratiet vil lægge et center for kriminelle udlændinge i de byer, kampagnen er målrettet mod, siger Mogens Jensen (A) til TV MIDTVEST.
Næstformanden skrev til middag et opslag på Facebook om sagen, som kan ses herunder.
Sober valgkamp ødelægges
Politikerens opslag på Facebook har fået flere kommentarer, men der er én, der ikke har svaret. Manden, som opslaget er henvendt til: Kristian Jensen.
Og det ærgrer Mogens Jensen, at Kristian Jensen eller Venstre ikke undskylder på den måde, partiet fører valgkamp på.
- At føre kampagne på dette niveau er skuffende. Jeg synes faktisk, at vi har haft en rigtig sober valgkamp. Det, jeg hæfter mig ved nu, er, at Venstre laver en række annoncer, hvor man forsøger at skræmme folk til at tro, at en socialdemokratisk ledet regering vil lægge de her centre for kriminelle udlændinge i lokalområderne. Det er ganske enkelt manipulation, siger Mogens Jensen og fortsætter.
- For det første, så passer det ikke, og for det andet, så giver det jo ikke folk det samlede indtryk af, at der køres annoncer 13 steder i landet, fordi det geografisk kun er rettet mod de områder, hvor de vil have folk til at tro, at Socialdemokratiet vil ligge et udlændingecenter.
Afviser placering af centre
Selv, hvis Socialdemokratiet efter valget onsdag skulle kunne danne regering, så vil partiet ikke placere centre for udviste kriminelle udlændinge i de byer, som Venstre har kampagner i på Facebook.
Det slår Mogens Jensen helt fast.
- For Socialdemokratiets vedkommende, og der må Radikale Venstre stå for deres egne udtalelser, kan det overhovedet ikke komme på tale. Jeg er nødt til at sige, at det er ren skræmmekampagne, siger han.