SF står til at få vestjysk mandat tilbage i ny måling

SF står til at fordoble sit stemmeantal fra 2015. Det viser en ny måling, som MEGAFON har foretaget for TV 2 og TV 2 regionerne.

Signe Munk er næstformand og spidskandidat i Vestjyllands Storkreds for Socialistisk Folkeparti. Hun glæder sig over, at partiet i en ny måling står til at opnå et mandat til Folketinget i Vestjyllands Storkreds.
Signe Munk er næstformand og spidskandidat i Vestjyllands Storkreds for Socialistisk Folkeparti. Hun glæder sig over, at partiet i en ny måling står til at opnå et mandat til Folketinget i Vestjyllands Storkreds.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

13 folketingsmandater skal Grundlovsdag fordeles mellem kandidaterne i Vestjyllands Storkreds. I 2015 tabte SF sit ene mandat i kredsen, men nu ser det ifølge en ny måling ud til, at partiet igen kan få en vestjysk repræsentant i Folketinget.

SF står ifølge en ny meningsmåling fra målingsinstituttet MEGAFON til at få 7,2 procent af stemmerne i Vestjyllands Storkreds. Det er en fordobling af valgresultatet fra 2015, hvor partiet fik 3,6 procent af stemmerne, og det glæder den vestjyske spidskandidat. 

- Jeg er glædeligt overrasket - det er virkelig en glædelig nyhed. Det er jo en ret stor fremgang, og jeg håber, det er udtryk for, at vestjyderne føler, at vi tager nogle relevante politiske sager op, og at vi kommer med de rigtige svar, fortæller Signe Munk.

Senest SF havde en midt- og vestjysk repræsentant i Folketinget var mellem 2011-2015, hvor Steen Gade fra Silkeborg Sydkredsen blev valgt ind. Det vil der dog blive lavet om på, hvis den nye måling kommer til at holde stik.

- SF står nu til et mandat i Vestjyllands Storkreds. Det er bare rigtig vigtigt for, at vi kan bære vestjydernes gode ideer og bekymringer med ind på Christiansborg. Jeg håber selvfølgelig på, at det er mig, der får lov til at tage den opgave på mig, siger Signe Munk.

´Det endelige resultat kommer på valgdagen´

I Nordjyllands Storkreds ser det også ud til at blive et godt valg for SF. Her står partiet til at opnå 6,9 procent af stemmerne, som er mere end en fordobling fra valget i 2015, hvor partiet opnåede 3,3 procent af stemmerne.

- Vi ved jo allesammen, at det endelige resultat er det, der kommer på valgdagen, så det er det, vi kæmper for at få op, siger Signe Munk.

Kilde: MEGAFON for TV 2 og TV 2 regionerne.
Kilde: MEGAFON for TV 2 og TV 2 regionerne.
Foto: Grafik / TV MIDTVEST
1:11
Signe Munk, Socialistisk Folkeparti
Foto: TV MIDTVEST