Stram Kurs har fundet en kandidat i Vestjylland

Med offentliggørelsen af fem nye kandidater har Stram Kurs nu kandidater opstillet i alle landets storkredse.

Rasmus Paludan fotograferet til en af de seneste ugers demonstrationer.
Rasmus Paludan fotograferet til en af de seneste ugers demonstrationer.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Vestjyllands Storkreds var sammen med Københavns Storkreds de to sidste kredse, hvor Stram Kurs manglede kandidater, men torsdag eftermiddag faldt det på plads.

I et opslag på Facebook meddeler partiet, at der er fundet endnu en kandidat i Københavns Omegn Storkreds, en kandidat til Vestjyllands Storkreds og tre yderligere kandidater i Østjyllands Storkreds.

Kandidat er familiefar fra Viborg

Partiets kandidat i Vestjyllands Storkreds bliver 31-årige Dennis Kirkegaard fra Viborg.

- Dennis er en familiefar, der nu arbejder som logistikleder og tidligere har været både anlægsgartner og murer. I Stram Kurs vægter vi meget højt, at vi har kandidater med flere forskellige baggrunde rent fagligt, og derfor er jeg meget glad for, at vi har Dennis på plads, siger Rasmus Paludan til Skive Folkeblad.

Stram Kurs har nu i alt 20 kandidater opstillet til folketingsvalget den 5. juni. Partileder Rasmus Paludan stiller selv op i Sjællands Storkreds.

- Det er vigtigt, at vores gode vælgere kan have tillid til, at partiet ikke alene er mig, men at der er mange gode danskere, der ønsker at kæmpe for os og alle danskere i Folketinget, udtaler Rasmus Paludan på Stram Kurs' facebookside.

2:29
Indslag fra TV MIDTVEST den 21. april 2019: Islamkritikeren Rasmus Paludan demonstrerede i dag i Thisted. Omkring 200 tilskuere mødte op, men endnu flere valgte at protestere mod demonstrationen ved slet ikke at gøre noget.