Fejl og fintælling blev afgørende: Lise er pludselig valgt ind alligevel

Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti var egentlig ude, men så tog optællingen pludselig en afgørende drejning. Nu er champagnen på køl.

Lise Bertelsen bliver de konservatives nye ansigt på Christiansborg. Hun gør nu Søren Pape Poulsen selskab som Viborg-repræsentant.
Lise Bertelsen bliver de konservatives nye ansigt på Christiansborg. Hun gør nu Søren Pape Poulsen selskab som Viborg-repræsentant.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Dagen efter valget blev vendt op og ned for Lise Bertelsen, der stiller op til Folketinget for de konservative i Vestjyllands Storkreds.

Indtil først på eftermiddagen i dag havde den 47-årige kandidat fra Viborg gang i alverdens dagligdagspligter.

Dagen med fintælling skulle gerne gå lidt tjept, så hun var blandt andet i gang med at få vinterdæk på sin bil.

- Jeg har både vasket, fået dæk på bilen og været ude at tage valgplakater ned i regnvejret, siger Lise Bertelsen.

Og i løbet af dagen rullede der så gode nyheder ind til Viborg-politikeren. 

Hendes formand, Søren Pape Poulsen, fik et så tilpas godt valg i det midt- og vestjyske, at de konservative får to mandater i Vestjyllands Storkreds.

Stolt, glad og overrasket

Søren Pape Poulsen sidder solidt på det ene mandat med 15.767 personlige stemmer. Mandat nummer to tilfalder Lise Bertelsen, der til daglig sidder i byrådet i Viborg.

- Jeg er stolt og glad. Jeg er glad for, jeg skal repræsentere Midt- og Vestjylland i Folketinget. 

- Er du overrasket?

- Ja, det kommer da lidt bag på mig, det falder sådan her ud, for vi har ikke haft et særligt godt mandattal. Det overrasker mig lidt, ja, siger Lise Bertelsen.

Hele natten har valgtallene i både TV 2s systemer og en række dagblade vist, at også Enhedslisten ville tage med et enkelt mandat i Vestjyllands Storkreds. 

Men omkring klokken 13 onsdag skete der noget i TV 2s og dermed TV MIDTVESTs valgdata.

Koks blev afgørende

I forbindelse med fintællingen af de personlige stemmer i storkredsene forsvandt Enhedslistens mandat pludselig fra resultatoversigten.

I stedet gik de konservative fra ét til to mandater i den vestjyske storkreds. Forskydningen betyder ikke noget for, hvor mange kandidater de to partier får valgt på landsplan, men betyder udelukkende noget for, fra hvilke kredse repræsentanterne kommer.

Dermed kommer Maria Temponeras fra Enhedslisten alligevel ikke i Folketinget, selvom TV MIDTVEST ellers skrev det tidligere onsdag.

- Jeg kan hverken gøre fra eller til, sagde Maria Temponeras, da TV MIDTVEST fangede hende i et tog på vej til København tidligere i dag.

Mandatet flyttede sig cirka samtidig med, at Frederikshavns Valgkreds rettede en fejl efter fintællingen af stemmerne i Sæby.

Her havde valgstedet byttet rundt på Enhedslistens og Danmarksdemokraternes stemmer.

C
281591-8415a740.jpeg
Lise Bertelsen
Det Konservative Folkeparti
Se profilside

Samtidigt løb der i samme tidsrum fintællinger ind fra hele landet, som kan have påvirket mandatberegningen.

Omkring klokken 17 stod det klart, at det er Lise Bertelsen, der med sine 1894 personlige stemmer har fået næstflest konservative personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds.

- Det er lidt en forløsning. Nu kan jeg virkelig mærke glæden, for det har været en hård valgkamp. Det må jeg indrømme, siger Lise Bertelsen.

Dermed bliver det hende, der træder ind i Folketinget på det andet konservative mandat. Hun kommer dermed ind på det yderligste mandat, da 1894 er færrest personlige stemmer blandt alle de politikere, som lykkedes med at blive valgt ind fra Vestjylland.

Helt ny i Folketinget

Lise Bertelsen har ikke en lang politisk karriere bag sig. Den startede sidste år til kommunalvalget, hvor hun blev valgt ind i byrådet i Viborg Kommune.

Derfor bliver det også et stort skridt i karrieren at sætte sine ben på Christiansborg. Nu skal hun så være både byråds- og folketingspolitiker.

- Jeg glæder mig til den kombination, siger Lise Bertelsen.

Til dagligt arbejder det nye konservative folketingsmedlem som specialpædagog i børne- og ungdomspsykiatri ved Region Midtjyllands. Nu venter så et politisk liv på fuld tid.

- Nogle gange kan det være godt, der kommer nogen, som er helt friske fra fad. Jeg har 25 år bag mig i børne- og ungdomspsykatrien. Det kan noget med de står udfordringer, vi står over for, siger hun. 

Og det politiske fuldtidsarbejde skal fejres:

- Jeg vil godt indrømme, jeg faktisk har lagt en champagne på køl, siger hun med et grin.