K-koryfæ åbner for ny formand: - Jeg kan ikke se andre, svarer bagland
Søren Pape Poulsen bør ikke nødvendigvis stå i spidsen for konservative ved næste valg, siger tidligere K-formand Per Stig Møller. Vissevasse, siger vestjysk lokalformand.
Han har selv prøvet det, og nu opfordrer han sin efterfølger til at overveje det samme.
Partikoryfæ, tidligere udenrigsminister og forhenværende partiformand Per Stig Møller lufter nu åbent tanken om, at det kan blive nødvendigt at skifte ud på formandsposten i konservative, hvis det gamle parti skal finde sig selv ovenpå folketingsvalget.
- Det kan godt være, at man skal sige, at man skal skifte formand efter den nedtur. Men man skal også lige tænke på, hvad der så kommer i stedet for, lyder det fra det mangeårige folketingsmedlem til Politiken.
Per Stig Møller endte selv med at gå som formand i 1998 efter et katastrofalt valg, hvor partiet gik fra 27 til 16 mandater, og han selv blev valgt på et tillægsmandat.
- Var det et seriøst spørgsmål?
Ved folketingsvalget tirsdag endte konservative med et valgresultat på 5,5 procent. Det står i skærende kontrast til målinger fra august, der spåede partiet mere end 16 procent af stemmerne.
Selv mener Søren Pape Poulsen ikke, at en tilbagegang på to mandater bør rokke ved hans opgave som partiformand.
Under sin valgtale ved den konservative valgfest på Børsen i København, fnøs Pape af et spørgsmål, han havde fået på valgaftenen.
- Der var en, som helt seriøst spurgte mig på vej herind: Går du af som formand?
- Så kiggede jeg ham i øjnene og sagde: Var det et seriøst spørgsmål?, sagde Søren Pape til hujen fra salen.
Ser intet alternativ
I Viborg får Per Stig Møllers udmeldinger ikke baglandet til at vakle i troen på Pape.
- Jeg kan ikke se andre (end Pape, red.) stå i spidsen for udviklingen, siger Carsten T. Stenrøjl.
Han er formand for Konservative i Viborg samt partiforeningen for hele Vestjyllands Storkreds. Derudover er han på grund af partiets vedtægter automatisk medlem af partiets hovedbestyrelse.
- Det er en gylden mulighed for at tage ved lære.
- Man skal ikke kun kigge på, hvad der gik galt, men også hvad der gik godt op til valget, lyder analysen fra Carsten T. Stenrøjl.
Lokalformanden mener blandt andet, at Søren Pape Poulsen har været en god leder for partiet.
- Søren var en fantastisk leder for os. Han samlede os omkring en fælles sag - det han er jo stadig. Og det har vi brug for, understreger Carsten T. Stenrøjl.