Overblik: Her er landsdelens største stemmeslugere
En kandidat har fået mere end 60.000 personlige stemmer, men helt lokalt er der store forskelle på, hvem der er mest populær.
Omkring 385.000 midt- og vestjyder tegnede tirsdag et kryds på stemmesedlen, ud for den kandidat eller det parti, de mener, vil lede landet bedst de næste fire år.
I Vestjyllands Storkreds blev Søren Gade (V) den største stemmesluger med 17.998 stemmer. Næstflest fik Søren Pape Poulsen (K), som endte med at få krydset fra 15.767 vælgere. På tredjepladsen kom Annette Lind (S) med 9797 stemmer.
I Nordjyllands Storkreds var det statsminister Mette Frederiksen (S), der hev flest stemmer hjem. 60.837 valgte at sætte deres kryds ud for hendes navn.
Hendes største konkurrent til stemmeslugertitlen var Inger Støjberg (DD), som dog har et stykke vej op til statsministeren med sine 47.211 stemmer. Den tredje mest populære i Nordjylland blev Preben Bang Henriksen (V) med 10.644 krydser.
Midt- og Vestjyderne er ikke enige om favoritterne
Der er stor forskel fra valgkreds til valgkreds på, hvem der topper listen som den største stemmesluger.
Ud af de 13 midt- og vestjyske kredse har 5 givet flest stemmer til en kandidat fra Socialdemokratiet. Ligeledes har fem kredse stemt en Venstremand til tops.
I to kredse er det Konservative, der rammer førstepladsen, mens det i en enkelt kreds er Danmarksdemokraterne, der løber med den øverste plads på stemmepodiet.
På kortet nedenfor kan du se, hvilke tre politikere, der fik flest stemmer i din valgkreds.