Radikal viceborgmester: - Vi er blevet kaldt et storby-parti, og det vil jeg give ret i
Radikales valgkamp har handlet for meget om Christiansborg og for lidt om provinsen, siger Torben Gudiksen. Landsformand anerkender kritikken, men peger på anden årsag.
Radikales vælgerlussing får nu to markante stemmer i partiets jyske bagland til at tage bladet fra munden.
- Partiet er blevet kaldt et storby-parti, og det vil jeg give ret i, at vi er, lyder kritikken fra Torben Gudiksen, der er 1. viceborgmester i Holstebro Kommune.
- Det værste for vores parti er, at vi kun bliver relevante i de største byer i Danmark, og det er den tendens, vi ser på nu, lyder det samstemmende fra Johan Brødsgaard, der er viceborgmester i Silkeborg Kommune.
Viceborgmestrenes kritik falder i kølvandet på folketingsvalget, hvor midterpartiet på landsplan blev mere end halveret og endte med 3,8 procent af stemmerne.
Samtidig glippede valget for de vestjyske kandidater, der måtte sande, at stemmerne ikke rakte til en plads på tinge.
- Det er som om, at radikale er blevet et parti for minoriteter i stedet for den brede befolkning.
- Man har lukket sig lidt om sig selv på Christiansborg. Man har ikke været ude at spørge os lokal-valgte politikere om, hvad det er, vi har brug for i vores områder, lyder det fra Torben Gudiksen
Proces frem for politik
Ifølge Torben Gudiksen er det den landspolitiske strategi, der har hæmmet partiet.
- Der har ikke været nogen udmelding om, hvorfor man skal være radikal i Nord- og Vestjylland., lyder det fra Torben Gudiksen
Partiets landsformand, Mikkel Irminger Sarbo, afviser Torben Gudiksens analyse.
Mikkel Irminger Sarbo mener, at proces fremfor politik har domineret valgkampen. Det skyldes, at partiet var med til at udløse valget, da man krævede, at statsminister Mette Frederiksens udskrev valg - ellers ville man vælte hendes etparti-regering.
Samtidig har den nu tidligere politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, peget på Mette Frederiksen som statsminister i en ny, bred regering.
- Det har gjort, at mange spørgsmål har handlet om proces frem for politik.
- Vi har ikke været bevæbnet med bedre politik i mange år, men det har været svært at præsentere, forklarer Mikkel Irminger Sarbo.
Grøn politik giver arbejdspladser
I Silkeborg er viceborgmester Johan Brødsgaard (R) delvist enig i Torben Gudiksens kritik af valgkampen.
- Vi skal være bedre til at fortælle konkret, hvad det er vi vil for provinsen i Danmark, forklarer Johan Brødsgaard.
Landsformand Mikkel Irminger Sarbo afviser, at radikale er blevet et "storby-parti", der ikke har nogle mærkesager med betydning for provinsen.
- Vi kæmper blandt andet enormt meget for den grønne omstilling. Der kan være med til at skabe grønne arbejdspladser i hele landet, siger landsformanden.
Han fremhæver blandt andet Greenlab i Skive og planerne om flere, store biogasanlæg i landsdelen som konkrete eksempler.
Samtidig understreger han, at partiet har en plads i alle lag af dansk politik.
- Kommunal- og regionsrådsvalgene viser, at partiet står stærkt landet over, men vi må evaluere på, at vi har fået så stærkt et nationalt slag.
Nu tidligere politisk leder Sofie Carsten Nielsen har allerede taget konsekvensen af vælgerlussingen og givet faklen videre til Martin Lidegaard.
- Vi er ikke i samme grad et Christiansborg-parti som tidligere. Det vil vi se yderligere ind i, og jeg er meget klar på at lytte og gå i dialog.
Torben Gudiksen understreger, at han er tilfreds med valget af Martin Lidegaard som ny politisk leder:
- Nu skal der ske nogle andre ting. Det kan ikke blive ved med at fortsætte for så for vi nul procent af stemmerne.