Stoledans i Venstre: Venstre-profiler står til at ryge ud

Det er de personlige stemmetal, der skal afgøre, hvem af de kendte Venstre-profiler der får valg i Vestjyllands og Nordjyllands Storkredse.

ipiccy_image (1)
Foto: Mathilde Brander, TV MIDTVEST

Venstre går to mandater tilbage i Vestjyllands Storkreds, så optællingen af de personlige stemmer onsdag morgen og formiddag bliver lidt af en gyser for kandidaterne. 

- Vi har jo ikke set tallene, siger den tidligere bykonge i Ikast-Brande Kommune Carsten Kissmeyer, der i den forgangne periode har siddet i folketinget og blandt andet været Venstres Energi- og Forsyningsordfører.   

Og så følger han hurtigt op.

- Jeg har set tallene hjemme fra Ikast-Brande, og de ser ikke gode ud for mig. Men jeg kender ikke tallene, så et rent gæt vil være, at Thomas (Danielsen red.) og Mads Fuglede er nummer to og nummer tre eller omvendt, siger Kissmeyer.

Mads Fuglede tror også selv på, at han tager et af Venstres tre mandater i Vestjyllands Storkreds. Det ændrer dog ikke på, at han overordnet set er meget ked af Venstres valg.

1:37
Se interviewet med Mads Fuglede her.

De tre mandater skal formentlig fordeles blandt politikerne Thomas Danielsen, Mads Fuglede, Søren Gade, Ulrich Fredberg, Kenneth Mikkelsen og Kristian Pihl Lorentzen. 

Carsten Kissmeyer levner altså ikke sig selv de store chancer for at blive valgt i Vestjyllands Storkreds.   

- Man går til valg for at blive valgt. Men altså også med en realisme. Jeg har Danmarks mindste kreds, og det er en udfordring. Og vi vidste jo godt, at vi i målingerne var udfordrede, så det var med åbne øjne, jeg gik ind i den kamp, siger han.

Henter...

Kristian Pihl Lorentzen, der i den forgangne periode har siddet som Transportordfører for Venstre, venter også i spænding på det endelige resultat. 

Han spår dog heller ikke sig selv de store chancer for en plads i Folketinget i denne omgang. Det skriver han på Facebook.

Tæt Nordjysk kamp

Også i Nordjyllands Storkreds er Venstre gået to mandater tilbage. Her skal Torsten Schack Pedersen blandt andre konkurrere med Marie Bjerre og Preben Bang Henriksen. 

Thyboen, der har siddet i Folketinget siden 2005, havde håbet på et fjerde mandat i Nordjylland, men han føler alligevel sig rimelig tryg ved, at et af de tre mandater tilfalder ham. 

Det skyldes de tal, han foreløbigt har fået fra Thy og Mors.

- Thy- og morsingboerne plejer at være rigtig gode til at holde stemmerne hjemme, og de tal jeg har viser også, at jeg får stort set alle Venstres personlige stemmer. Så det er jo opløftende, siger han.

De personlige stemmer forventes de fleste steder at være talt op omkring middag.