Fotovognen har kendt tv-vært med på oplæring
I en særudgave af Fotovognen, tager programmets to værter Anders Breinholt fra Natholdet med på tur.
Studievært Anders Breinholt fra TV 2’s underholdningsprogram Natholdet, har spurgt om lov til at komme med Fotovognen på tur. Optagelserne skal bruges til hans eget tv-program, men der blev ikke gjort mange overvejelser, før Fotovognen takkede ja til hans forespørgsel om at blive praktikant for en dag.
- Vi tænkte, at det da kunne være sjovt. Natholdet har altid behandlet os meget pænt og givet os rigtig god omtale, så selvfølgelig var vi klar på en tur med Københavneren, siger Vibeke Nipper, der er en af værterne i Fotovognen
Som altid kører de to værter, Anders og Vibeke, ud til en af landsdelens allermindste byer, og som altid er intet planlagt. Og til dette program blev der heller ikke lavet om på ret mange ting, bare fordi der kom fint besøg fra København.
- Vi forberedte os egentlig ikke så meget, men det gjorde vores supportafdeling. De har brugt mange timer på at finde ekstraudstyr og på at gøre bilen klar med ekstra kamera blandt andet. Vi var lidt bekymrede for, om Anders overhovedet kunne være på bagsædet, men det gik fint, siger Vibeke Nipper.
Anders Breinholt kommer virkelig en tur med på landet. Fotovognen kører nemlig til Øster Assels – en lille by på Mors med omkring 200 indbyggere.
- I København var man blevet skudt, hvis man gjorde det her
Det er svært at gøre Vibeke og Anders kunsten efter. Det fandt Anders Breinholt ud af, under sin dagspraktik hos dem. Men han var især overrasket over, hvor nemt det er for de to, at få fremmede mennesker i tale.
- Han er jo Københavner - og det kan han ikke løbe fra. Han snakker altså, mere end vi gør, han er lynhurtig i replikken, og han stiller mange og lange spørgsmål. Men sådan er det jo. Jeg tror, han var lidt forbavset over, hvor nemt det er få folk i tale, siger Vibeke Nipper.
Men der var én episode, som næsten kunne lukke munden på den snakkesalige københavner.
- Han helt klart meget rystet over, at vi bare kørte ind på en privat gårdsplads, for at se om der var nogen hjemme, der ville snakke. Der blev han næsten helt stille, siger Vibeke Nipper.
Episoden, hun hentyder til, kan du se i programmet øverst i artiklen. Anders og Vibeke har den indstilling, at man højst kan få et nej, og derfor har de ingen skrubler over at kører ind til en privat gård ved Øster Assels. Og allerede i indkørslen får Anders Breinholt kolde fødder, fordi der bliver dyttet helt vildt med bilhornet.
- Nu spørger jeg lige igen – i kører simpelthen bare ind? I København var man blevet skudt, hvis man gjorde det her, siger Anders Breinholt.
- Og netop derfor er vi på Mors, svarer Anders fra Fotovognen kækt.
Selvom formålet med besøget var, at Anders Breinholt skulle lave et program til sit eget TV-show, så fik Anders og Vibeke også meget sjov ud af besøget østfra.
- Vi skal vi jo ikke afsløre alt for meget, men det var faktisk både sjovt og hyggeligt at have ham med. Han forstår vores program, og vi havde klart indtryk af, at han synes, det var en oplevelse at være med. Han fik snakket med mange, og han tog det i stiv arm, at der var flere der ikke lige genkendte ham, siger Vibeke.
- Det var virkelig sjovt at se, hvordan han ser på os. Forstået på den måde at han har opdaget ting ved os og programmet, som vi aldrig havde tænkt over. Han havde for eksempel fundet en masse klip fra nogle af vores tidligere programmer, hvor vi starter ALLE interviews med “Nåååååeh...” - og så starter samtalen. Det trick skulle han selvfølgelig gøre brug af - men han fandt ud af, at det faktisk er svært at sige “nå”, siger Anders fra Fotovognen og griner.
Du kan se hele udsendelsen med Fotovognen og deres praktikant Anders Breinholt mandag klokken 19.30 på TV MIDTVEST - eller allerede nu i toppen af artiklen. I Natholdets eget TV-show på TV 2 kan du tirsdag se deres særudgave af dagen med Fotovognen.