Formand for Overlægerådet: Stoppet overlæge var ikke det rette match
Endnu en ledende overlæge stopper på Diagnostisk Center i Silkeborg. Denne gang er det helt nødvendigt, mener formanden for Overlægerådet.
Det er et nødvendigt onde, at Lasse Nørgaard er stoppet som den ene af to ledende overlæger på Diagnostisk Center i Silkeborg.
Det mener Henning Glerup, som er formand for Overlægerådet på Regionshospitalet Silkeborg, hvor Diagnostisk Center cirka udgør halvdelen.
- Der har været samarbejdsvanskeligheder med Lasse. Vi oplever, at han har taget beslutningerne alene, og det har vi ikke været vant til.
- Det, der er specielt på Diagnostisk Center i Silkeborg, er, at røntgen og medicinsk afdeling er lagt sammen, og at ledelsen på tværs træffer beslutninger sammen. Og det tror jeg ikke helt, Lasse har taget til sig. Han har tænkt det som en traditionel afdeling, siger Henning Glerup til TV MIDTVEST.
Når Glerup taler om den traditionelle afdeling, henviser han til røntgen, som Lasse Nørgaard havde det primære ansvar for.
Hvilken rolle spiller Fredberg-sagen?
I slutningen af april fratrådte Ulrich Fredberg den anden af de to stillinger som ledende overlæge, fordi han efter hospitalsledelsens opfattelse var vanskelig at arbejde sammen med. Blandt andet fordi han ikke ville skrive under på genindkaldelsesbreve til patienter, der ikke havde fået den korrekte undersøgelse.
Og det var Lasse Nørgaard - som begyndte i ledelsesteamet med Ulrich Fredberg og en oversygeplejerske 1. november 2019 - der gjorde ledelsen opmærksom på Diagnostisk Centers praksis, som skulle vise sig at være i strid med Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Hvilken rolle spiller Lasse Nørgaards rolle i fyringen af Ulrich Fredberg i jeres relation til ham?
- Dengang Ulrich Fredberg blev fyret, ved vi, at der kom et bekymringsbrev til hospitalsledelsen fra Lasse Nørgaard. Det involverede han ikke den øvrige ledelse (Fredberg og oversygeplejersken, red.) i. Han orienterede dem ikke engang. Det er også et signal om, at man ikke indgår i den samlede ledelse. Det, synes vi, er problematisk, men det er som sagt ikke den eneste grund til samarbejdsproblemerne.
Henning Glerup og flere andre ansatte var kede af, at Ulrich Fredberg fratrådte sin stilling, og utilfredse med den baggrund, han stoppede på.
Er det, at Lasse Nørgaard stopper, en skalp, som du og andre Fredberg-støtter får til gengæld for fyringen af Fredberg?
- Vi synes, at fyringen af Ulrich Fredberg var dybt, dybt urimelig, men den bebrejdelse har vi sendt længere op (mod ledelsen i Hospitalsenhed Midt og Region Midtjylland, red.).
- Det her er ikke en skalp. Det er aldrig nogen succes, at nogen skal stoppe. Der er meget, som skal samles op på. Men det kan være nødvendigt for at sikre det samarbejde og den ånd, der kendetegner Diagnostisk Center, afslutter han.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Lasse Nørgaard. Han ønsker ikke at udtale sig, men siger i en pressemeddelelse fra Hospitalsenhed Midt:
- Det var mit håb, at jeg kunne være med til at videreudvikle fagligheden i Røntgen og Skanning og bidrage til samarbejdet i Diagnostisk Center sammen med mine medarbejdere. Men både for Diagnostisk Center og for mig selv har de sidste syv måneder været udfordrende.
- Jeg tror ikke længere på, at samarbejdet i Diagnostisk Center kan lykkes med mig som ledende overlæge, og jeg har derfor bedt hospitalsledelsen om at overgå til en anden stilling i Hospitalsenhed Midt.