Aulums U16-piger er jysk mester: - Det er det, vi har drømt om
Flere spillere takker af på holdet og begynder på efterskole. Mesterskabet var derfor den perfekte afslutning.
Der spilles netop nu verdensmesterskaber i kvindefodbold i Frankrig, hvor verdensstjerner som amerikanske Alex Morgan, brasilianske Marta og hollandske Lieke Martens deltager.
Men Frankrig er ikke det eneste sted, hvor vigtige fodboldkampe i disse dage afgøres.
For det er ikke kun på eliteplan, at bølgerne går højt på fodboldbanen. For Aulum IF’s U16-piger har drømmen længe været at blive jysk mester, og den mulighed havde de tirsdag, da de mødte FC Horsens på neutral grund i Brande.
- Nu har jeg været med til at vinde mange pokaler. Det er faktisk den eneste pokal, jeg ikke har vundet i 11mands jysk fodbold. Så det er helt sikkert en stor drøm, sagde cheftræner Jørgen Staunstrup Jensen før kampen.
Medaljen kom om halsen
Kampen blev en målfattig affære, men da Aulum IF scorede det eneste mål, kunne de efterfølgende blive fejret som Jysk Mester for U16-piger.
- Det er det, vi har drømt om. Det, vi hele tiden er gået efter hele sæsonen. Det er kommet frem nu, sagde Sarah Mølgaard kort efter sejren.
En anden spiller, Line Østergaard, var også glad efter kampens slutning.
- Det er megafedt. Lidt mærkeligt, men en megafed måde at slutte det hele af på, sagde hun.
Mesterskabet blev slutningen på den trupsammensætning, som Aulums U16-piger havde. Mange af spillerne skal nemlig nu på efterskole, og de kan derfor ikke spille for Aulum IF i næste sæson.