Brand i flere hundrede skraldespande sendte giftig røg ind over Herning - flere tog aflyst og forsinkede

Branden er nu slukket, men efterslukningsarbejde er fortsat i gang i området ved Baggerskærvej i Herning.

Flere hundrede skraldespande er smeltet på grund af branden.
Flere hundrede skraldespande er smeltet på grund af branden.
Foto: Øxenholt foto

En industribygning er brudt i brand på Baggerskærvej i Herning og sender sundhedsskadelig røg ind over dele af byen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

- Det er et industriområde med en masse affaldscontainere og lagerbygninger, der er brudt i brand. Vi fik meldingen klokken 04.47, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, til TV MIDTVEST.

Ifølge vagtchefen udviklede branden en tyk røgsøjle, der delvist drev ind over Herning By.. 

Borgere i området opfordredes derfor til at holde sig ude af røgen og sørge for ikke at indånde den.

Klokken 06.02 fortæller vagtchefen, at branden er slukket.

- Men vi er fortsat ved at efterslukke derude, og så skal vi have undersøgt, hvad der forårsagede branden, siger Ole Vanghøj.

Flere hundrede skraldespande er brændt i Herning.
Flere hundrede skraldespande er brændt i Herning.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST


Togdrift står stille

Ifølge politiet er togtrafikken også påvirket af branden:

- Togene holder lige nu stille, men i takt med, at vi får efterslukket det hele derude, så regner vi også med at få frigivet togdriften igen inden så længe, siger vagtchefen til TV MIDTVEST.

brand skraldespande Herning
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Ifølge Arriva skyldes det, at en brandbil holder på togskinnerne ved Herning:

- Tog RA 5301 mellem Aarhus H og Herning via Silkeborg, planlagt ankomst til Herning kl. 06:22, er i øjeblikket cirka 35 minutter forsinket. Forsinkelsen skyldes, at sporet er spærret af brandbil. Vi beklager de gener, dette kan medføre, skriver Arriva Tog.

De oplyser desuden, at flere tog er aflyst.

- Tog RA 5018 mellem Ribe og Esbjerg, afgang kl. 08:54, er aflyst. Vi henviser til næste afgang. Aflysningen skyldes afledte virkninger af brand tæt på spor. Vi beklager de gener, dette kan medfører, skriver Arriva Tog.

Det er her på Baggerskærvej i Herning, der var brudt brand i en industribygning.
Det er her på Baggerskærvej i Herning, der var brudt brand i en industribygning.
Foto: Google Maps