"Den sorte svane": Amira Smajic skal for retten i Herning

Amira Smajic, som er kendt fra "Den sorte svane", skal fredag for retten i Herning, hvor hun står tiltalt for flere forhold.

Amira
Foto: Den sorte svane, TV 2

Fredag kører en opsigtsvækkende retssag ved Retten i Herning.  

Hovedpersonen fra den meget omtalte TV2-dokumentarserie "Den sorte svane", Amira Smajic, står sammen med en anden person tiltalt for dokumentfalsk og for at have løjet for en retsassessor. 

Sagen omhandler en falsk ansættelseskontrakt, som ifølge anklageskriftet skulle være vedlagt en konkursbegæring. 

På tilskuerpladserne i retten vil man blandt de øvrige fremmødte finde journalisten Peter Vesterlund. Han er tilrettelægger på "Den sorte svane", og han vil holde øje mere flere ting under retssagen. 

- Jeg er først og fremmest spændt på, om hun dukker op. Sidste gang sagen var for retten, meldte hun sig syg kort før og var der ikke, siger han. 

Han vil også spidse ører, når der bliver afsagt dom. 

- Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf. Det kan blive første gang, hun skal bag tremmer, siger Peter Vesterlund. 

Minder om noget fra programserien

De forhold som Amira Smajic står tiltalt for, minder ifølge Peter Vesterlund om noget af den kriminalitet, der bliver afdækket i "Den sorte svane". 

Han henviser til tredje afsnit af serien, hvor et bandemedlem spørger en advokat, om han kan være kurator, når en shawarmabar går konkurs. I den forbindelse spørger han, om man kan skrive ekstra ansatte på konkursboet. 

- Det handler om, at hvis man får skrevet nogle flere, fiktive ansatte på, så kan man søge om det, der hedder løngodtgørelse fra Lønmodtagernes Garantifond, altså få nogle penge ud til nogle fiktive ansatte, siger han. 

Det er en metode, som Amira Smajic overfor Peter Vesterlund og hans medtilrettelæggere har omtalt som LG-finten, som hun efter sigende har benyttet sig af mange gange. De forhold, der er beskrevet i anklageskriftet, ligner ifølge Peter Vesterlund samme metode. 

- Det kan godt være, det er en mindre sag om en frisør i Ikast, men det er måske en case på en større problemstilling, hvor der ifølge Amira Smajic forsvinder millioner kroner hver eneste måned, siger han. 

Det første retsmøde fandt sted ved Retten i Herning 8. april. 

Amira Smajics forsvarsadvokat har oplyst til Ritzau, at hendes klient nægter sig skyldig i sagen. Ligeledes til Ritzau har sagens anklager Frederik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyst, at det samme gælder for den frisør, som også er under anklage.