DHF: Eneste mulighed for HC Midtjylland er konkurs

HC Midtjylland kan ikke trække sit ligahold, skriver DHF. Konkurs er klubbens eneste mulighed.

HC Midtjylland taber
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

HC Midtjylland kan ikke trække sit ligahold, men begære sig selv konkurs, skriver DHF i en pressemeddelse.

Udmeldingen fra håndboldforbundet kommer efter spekulationer om, hvorvidt Herning-holdet har kunnet trække holdet.

Men den eneste løsning er at begære holdet konkurs, fordi HC Midtjylland har lånt en licens af Herning fH. Hertil henviser DHF til ligareglementets kapitel 3's afsnit 3:

-  Et selskab, der har lånt eller lejet en licens af en moderklub, [kan alene] tilbagelevere licensen til moderklubben. Dette kan ske enten ved, at selskabet lukker i solvent stand – eller det kan ske ved, at selskabet går konkurs. Et selskab kan ikke trække et hold, idet licensen, der er moderklubbens ejendom, derved vil forsvinde.

Den mulighed har DHF orienteret HC Midtjylland om.