Drabstiltalt erkender et liv med våben og narko: Nægter at have knivdræbt 22-årig
Kun en af fire tiltalte ville udtale sig om drabstiltale på første dag i retten. Han gav et indblik i en verden, der ligger langt fra de fleste menneskers.
De nægter sig skyldige.
Men meget mere ville tre af fire tiltalte ikke udtale sig om tirsdag, hvor de sad på anklagebænken i Retten i Herning.
De er tiltalt for sammen at have planlagt og dræbt en 22-årig med et knivstik i Herning i august 2021.
I dag begyndte sagen mod dem, hvor de alle risikerer lange fængselsstraffe. Anklagemyndigheden mener sågar, at en enkelt af dem bør idømmes forvaring, hvis han bliver fundet skyldig. Det er en tidsubestemt straf, der kan gives til kriminelle, der har begået grov personfarlig kriminalitet og regnes for særligt farlige.
Kriminelt miljø med narko og våben
Men det fik altså ikke de fire mænd, der er i alderen 21-24 år, til at kæmpe om ordet i retten. Kun en 22-årig tiltalt ønskede umiddelbart at give sin version af, hvad der skete i Hernings midtby natten til den 5. august for halvandet år siden.
- Jeg vil ikke komme her og lade som om, at jeg er Guds bedste barn. Jeg går med kniv. Jeg går med våben. Jeg er blevet paranoid af den her livsstil, jeg har levet i snart seks år, lød det blandt andet fra den unge mand, der var iklædt et blåt sweatsæt og hvide Nike sneakers.
Han fortalte, at han var ude den nat med de øvrige tiltalte, men ifølge ham var det ikke for at slå nogen ihjel. Han forklarede, at han skulle lave en narkohandel, og derfor havde de kørt rundt for at hente de nødvendige kontanter blandt andet.
Det var tilsyneladende en normal del af hans liv, for han forklarede flere gange, at han havde en lejlighed i byen til netop det formål - at handle narko.
Forsøgt dræbt inden
Den 22-årige tiltalte forklarede, at han kendte den dræbte, og at de var "som brødre". I retten blev der vist flere overvågningsbilleder fra tidligere i 2021, hvor den tiltalte og den dræbte begge var tilstede.
Ifølge den tiltalte var han i chok, da han hørte om drabet.
- Jeg bliver helt ked af det. Det var en meget hård dag for mig, huskede han tilbage.
Knivoverfaldet i august 2021 var det ikke det første, det 22-årige offer var udsat for. I marts 2021 blev han overfaldet af tre unge mænd ved sygehuset i Herning. De tildelte ham adskillige knivstik, slog og sparkede ham.
Den episode blev også omtalt i retten tirsdag, selvom den ikke har noget denne sags tiltalte at gøre.
Den 22-årige tiltalte fortalte fra vidneskranken, at han og den dræbte fik en tættere relation efter drabsforsøget i marts. Han ville gerne hævne overfaldet, men blev overbevist om at lade være.
Den tiltalte fastholdt dagen igennem, at hans færden i byen om aftenen den 4. august og natten til den 5. august havde handlet om narkosalg.
Du har ikke set ham den 4. august eller den 5. august om natten, spurgte specialanklager Jakob Kjær.
- Nej, slet ikke. Jeg har ikke begået den her forbrydelse, Jakob, lød det.
Retssagen fortsætter ved Retten i Herning onsdag. Det er endnu uvist om de øvrige tiltalte kommer til afgive forklaring om drabsforholdet.
En enkelt af de tiltalte er udover manddrag også tiltalt for at have overtrådt våbenloven ved at have haft en halvautomatisk riffel samt patroner til den i september 2021. Det erkendte han fuldstændig under dagens retsmøde, og det forhold er derfor, for nu, færdigbehandlet af sagens forsvarer og anklager.