FC Midtjylland straffer stor fejl og slår FCK
En stor fejl fra William Kvist blev afgørende, da FC Midtjylland slog FC København med 3-1 i Superligaen.
En gigantisk fejl fra gæsternes anfører og landsholdsspiller William Kvist blev afgørende på MCH Arena. Den underholdende kamp i Alka Superligaen mellem FC Midtjylland og FC København endte med en sejr til hjemmeholdet på 3-1.
FC København indledte opgøret bedst, da udeholdet fra første fløjt satte sig på spillet. Københavnerne havde i kampen gode perioder, men FCM var skarpest og vandt på trods af, at angriberen Paul Onuachu var ude med en skade.
Med sejren fastholder FCM som minimum forspringet til guldrivalerne fra Brøndby IF i yderligere en uge. FCK er derimod 21 point bag FCM på en femteplads.
FCK satte sig fra start på kampen rent fysisk, og halvvejs gennem første halvleg fik gæsterne belønningen for at styre spillet. Højrebacken Peter Ankersen modtog bolden på kanten, hvor han sendte en flad bold i fødderne på angriberen Pieros Sotiriou, der nemt kunne score til 1-0.
Føringen varede dog ikke længe for gæsterne. Få minutter efter udlignede hjemmeholdet, da bolden efter en dårlig FCK-clearing endte hos det unge nigerianske talent Frank Onyeka, der med indersiden bragte balance i regnskabet.
Kort før pausen bragte FCM sig foran 2-1. En stor fejl fra William Kvist kostede, da Mikkel Duelund opsnappede FCK-kaptajnens dårlige pasning, og Duelund sikrede med et fladt spark føringen til FCM.
Efter pausen var det gæsterne, der skulle presse på, og få minutter inde i anden halvleg fik FCK’s offensive profil Rasmus Falk en god mulighed, men skuddet blev sikkert taget af FCM-keeper Jesper Hansen.
Herefter forløb opgøret meget som første halvleg. FCK var spilstyrende, mens FCM lurede på kontramuligheder. 20 minutter før tid var det lige netop det, der skete. FCM satte fart på, og det gav to gode muligheder for at bringe sig yderligere foran, men begge gange var FCK-defensiven på plads.
Kort før tid lukkede FCM kampen, efter at et frispark blev sparket på stolpen. Bolden sprang i spil igen, og på returen var Marc Dal Hende, der slog 3-1-sejren fast.
/ritzau/