Filippa var fotomodel for en dag: - Kunne være sjovt at komme i et blad

Børn stod i kø for at prøve kræfter med livet som model i Herning Centret.

10-årige Filippa Lodahl Meldgaard havde det sjovt med at få taget masser af billeder til castingen som børnemodel.
10-årige Filippa Lodahl Meldgaard havde det sjovt med at få taget masser af billeder til castingen som børnemodel.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Den helt store modeljagt var i gang i Herning Centret onsdag eftermiddag, hvor børn i alle aldre kunne prøve lykken til casting.

En af børnene der kastede sig ud i et photoshoot var 10-årige Filippa Lodahl Meldgaard fra Silkeborg, der blev grebet af stemningen og ville prøve noget nyt.

- Jeg skulle stå på alle mulige måder, som jeg ikke er vant til. Jeg skulle vende og dreje mig, og jeg skulle også rette på mit hår.

- Det var lidt mærkeligt at gøre det foran en helt masse mennesker, når du ved, de står og kigger. Men det kunne være sjovt, hvis ens venner så en i et blad og tænkte ’ej, der er Filippa! Hende kender jeg’, siger Filippa Lodahl Meldgaard.

10-årige Filippa Lodahl Meldgaard giver den alt, hun har som fotomodel.
10-årige Filippa Lodahl Meldgaard giver den alt, hun har som fotomodel.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Børnemodeller er i høj kurs

Det er modelbureauet Little People fra Aarhus, der bruger vinterferien på at tage rundt i centre for at kigge efter nye børnemodeller. Dem er der nemlig altid brug for.

- Børn vokser hurtigt og ændrer sig meget, så der kan være børn, som vokser ud af de størrelser, vi har mange kunder til, siger Line Sofie Winther Mikkelsen, der er bookerassistent hos Little People.

- Derfor er det vigtigt for os, at vi hele tiden er ude for at finde nye modeller. Vi sigter efter altid at have de skønneste børn hos os.

Børn skal være børn

Selvom man umiddelbart kunne tænke, at der er store krav til børnemodellerne, så er der ingen bestemte kriterier, som skal opfyldes for at komme i betragtning til et modeljob i børnehøjde ifølge bureauet.

Børn i alle aldre blev fotograferet.
Børn i alle aldre blev fotograferet.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

- Vi kigger ikke efter en bestemt hårfarve eller en bestemt alder. Vi kigger efter børn, der er børn. De skal kunne lide at stå foran kameraet og føle sig godt tilpas. De skal have en fest, siger Line Sofie Winther Mikkelsen.

- Det er vigtigt for os, at det er børnene, der selv vil det. Det at være børnemodel skal være en hobby lige så vel, som man kan gå til fodbold eller gymnastik.

Herning er det eneste sted, Little People besøger her i landsdelen på deres tur. I morgen fortsætter modeljagten på Sjælland.

1:31
TV MIDTVEST var med til photoshoot i Herning, da den store jagt på nye børnemodeller satte ind.