Finansordfører nåede ikke engang at drikke sin sodavand
Dennis Flydtkjær, der er Danmarksdemokraternes finansordfører, sætter ord på, hvordan han i dag blev smidt på porten i Finansministeriet.
Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti ville for meget.
De fire borgerlige partiers krav i finanslovsforhandlingerne var for store – og ydermere var de uvillige til at prioritere i deres ønsker.
Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S), økonomiminister Stephanie Lose (V) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) til Ritzau.
- Dermed kan man ikke have en forhandling, der foregår på fornuftig vis, siger Nicolai Wammen.
Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, reagerer nu på, hvordan det var at blive smidt på porten hos finansministeren.
- Det var en meget, meget kort proces. Den varede kun 10 minutter. Jeg nåede ikke engang at drikke min sodavand, fortæller Dennis Flydtkjær, der er valgt i Vestjyllands Storkreds.
Han fortæller, at han på vegne af sit parti, sammen med Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti, havde lavet en aftale om i år gå til finanslovsforhandlingerne i fælles front.
At regeringen siger, at de fire partier har været urealistiske i deres fælles krav, kan Dennis Flydtkjær ikke genkende.
- At vi kommer med ønsker for to milliarder kroner, burde ikke skræmme nogen, siger han.
- Men vi var godt klar over, at den var gal. Allerede i går sagde statsministeren, at vi var firkantede og ultimative. Så vi vidste godt, det gik den vej, siger Dennis Flydtkjær.
Mest skuffet er den erfarne finansordfører over Venstre. At netop det parti ikke gjorde mere for at holde Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti inde i varmen, skuffer ham.
- Nu kommer Venstre til at lave en finanslov udelukkende med røde partier. Det rimer ikke på, at Venstre har efterlyst noget at samarbejde om med de blå partier - noget at vende hjem til, siger Dennis Flydtkjær.