Se de fascinerende billeder: Falk fanget på fotos midt i frokosten
Mus står øverst på menukortet, når tårnfalken skal spise, og intet går til spilde.
Robert Ahrenhold, der går under kunstnernavnet Shanti Lfe, er naturfotograf og tager ofte ud på Agger Tange i Thy.
- Der er altid masser af liv i og omkring de store lagunesøer, og man kan komme tæt på, siger fotografen fra Snedsted.
Og derfor er tangen et af hans favorit steder at fotografere.
Tårnfalken er almindelig i det meste af landet og er ifølge Dansk Ornitologisk Forening kendt for at jage mus ved at svæve stille i luften over for eksempel en græsmark på udkig efter et bytte.
Shanti Lfe var forleden heldig at følge en tårnfalk i solnedgangslyset. Den satte sig på en pæl tæt på naturfotografen.
- Jeg kunne fotografere tårnfalken uden at forstyrre, for den var så optaget af sit bytte, at den overhovedet ikke tog notits af kameraet, siger naturfotograf Shanti Lfe.
Oplevelsen varede ikke mere end godt fem minutter og alt - som i alt kød, hår, ben og klør bliver spist.
- Det er barskt, når dyr æder andre dyr, men i naturen er det helt naturligt, siger naturfotografen.