Tusindvis dør: Fugle ramt af farlig virus

En af vores mest almindelige fugle, solsorten, er ramt af Usutu-virus overført fra inficerede myg.

Solsorten er en sikker gæst, når vi fodrer fuglene i haven.

Vi ser den i haven og på foderbrættet, solsorten kender de fleste. Men nu dør solsorte i tusindvis.

Ifølge DOF BirdLife er langt over 100.000 danske solsorte de seneste måneder bukket under på grund af den myggeoverførte Usutu-virus.

- Usutu-virussen kan smitte sang- og rovfugle, men det er især for solsorte, at virussen kan være dødelig, siger Ann Sofie Olesen, seniorforsker i Sektion for Veterinær Virologi på Statens Serum Institut (SSI).

Solsort død af usutu-virus.
Solsort død af usutu-virus.
Foto: Kilde: Statens Serum Institut

Usutu-virus overføres fra inficerede stikmyg til fugle og kan opformeres i fuglene. Langt de fleste fugle udvikler ikke sygdom, men solsorten er særlig følsom.

- Usutu-virus kan udvikle neurologiske symptomer, og fuglene vil dø som følge af infektionen, siger Ann Sofie Olesen.

- Symptomerne på smitte er svage eller apatiske fugle, og nogle ændrer adfærd og får koordinationsproblemer, som eksempelvis viser sig ved, at de falder ned, når de prøver at flyve. Andre dør akut uden forudgående symptomer.

Usutu-virus overvåges 

Patologivagten på Københavns Universitet og Statens Serum Institut overvåger udbruddet både ved at modtage og undersøge døde solsorte samt ved løbende at modtage indmeldinger om syge og dødfundne solsorte. Undersøgelserne viser, at det er solsorte over hele landet der er ramt af Usutu-virus.

Døde og syge solsorte frem til oktober 2024. Data: Patologivagten Kort: Skovskolen, Københavns Universitet.
Døde og syge solsorte frem til oktober 2024. Data: Patologivagten Kort: Skovskolen, Københavns Universitet.
Grafik: Kilde: Statens Serum Institut

Det milde efterår med stigende temperaturer kan skabe gunstigere forhold for insekter, herunder myg, som bærer Usutu-virus og kan overføre det til fugle.

- Det er ikke usædvanligt, at vi ser nye vira dukke op i Europa på grund af ændrede klima- og miljøforhold, som gør det muligt for for eksempel insektoverførte virusser at sprede sig, siger Ann Sofie Olesen.

Død solsort indsendt til patologivagten, Københavns Universitet.
Død solsort indsendt til patologivagten, Københavns Universitet.
Foto: Kilde: Statens Serum Institut

De indmeldinger, patologivagten får, er afhængige af, at nogen finder de døde fugle og sender dem ind. Derfor vil de gerne have meldinger om døde fugle og også gerne de døde fugle.

- Finder man en død solsort, er man meget velkommen til at sende en pakke med døde solsorte til Patologivagten på Københavns Universitet, hvor de kan danne grundlag for sygdomsovervågning, siger seniorforsker Ann Sofie Olesen.

Hun understreger, at det er en god ide at anvende handsker i forbindelse med direkte håndtering, da døde fugle potentielt også kan have andre smitsomme sygdomme.