Betonmedarbejder kom på afveje i Gudenåen

Der skulle brandfolk til at hjælpe en betonmedarbejder tilbage til land, efter en tømmerflåde rev sig løs under Langebro i Silkeborg.

0:21
Betonmedarbejderen sad pludselig på en platform ude i åen.

Det blev en anderledes dramatisk eftermiddag for en betonarbejder, der blev revet væk af strømmen under noget arbejde ved Langebro i Silkeborg.

Medarbejderen, der er ansat ved jord- og betonentreprenørselskabet JORTON, arbejdede på at lægge ny beton på broen, da den platform, han stod på, rev sig løs.

- Vi sikrer altid vores medarbejdere, men strømmen i Gudenåen er stærk og har rykket tømmerflåden så meget, at rebet blev slidt i stykker mod betonen, siger Mads Faudel, der projektchef JORTON, til TV MIDTVEST.

Derfor fik betonarbejderen en tur ned ad Gudenåen. Turen blev dog kort, da nogle sten fik fanget tømmerflåden efter 20-30 meter, vurderer Mads Faudel.

-  Og her vurderer vi så, at vi har brug for hjælp til at få ham ind, siger han.

Fire kollegaer til manden på tømmerflåden blev enige om at ringe 112, så Midtjysk Brand og Redning kunne komme dem til undsætning. 

- Vi fik ham ind med en drejestige. Det tog ikke lang tid, og han er i god behold, fortæller Vagn Erik Jensen, der er indsatsleder i Midtjysk Brand og Redning.

Midtjysk Brand og Redning kom manden til undsætning.
Midtjysk Brand og Redning kom manden til undsætning.
Foto: Presse-nyt.nu

Manden skulle krydse både glatte sten og stærk strøm, hvis han skulle gennem vandet, så både brandvæsnet og hans kollegaer vurderede, at drejestigen var det sikreste valg.

JORTON er ikke færdig med betonrenoveringen, men efter dagens hændelse bliver der taget endnu større hensyn til medarbejdernes sikkerhed.

- Vi har taget det til efterretning - og vil nu sikre rebene med gummi, så de ikke kan gnides løs igen, siger projektchef for JORTON, Mads Faudel, der til daglig leder projektet på Langebro.