Michelle bad lokalsamfundet om hjælp: Nu skal hun flexe mod verdens bedste

I den her uge er Michelle Snoghøj Mathiesen fra Brande fløjet til Las Vegas for at konkurrere til Olympia - toppen af poppen inden for naturlig bodybuilding.

- Jeg har tudet mange timer af overvældelse over det, og jeg har slet ikke kunnet være i min egen krop af lykke og taknemmelighed.

Sådan fortæller Michelle Snoghøj Mathiesen om den opbakning og støtte, hun har mødt fra lokalsamfundet i og omkring Brande.

Som naturlig bodybuilder har hun nemlig fået muligheden for at udleve sin største drøm. Hun havde bare ikke råd - før lokalsamfundet trådte til.

Verdens bedste

28-årige Michelle Snoghøj Mathiesen begyndte at træne for fem år siden, og i de seneste tre år har hun kombineret træning med strikse diæter og strategi, der gør hende til en af verdens bedste naturlige bodybuildere.

- Jeg kan ikke klage over min entre til den her verden, siger hun.

For da hun debuterede i 2022, blev det til en sejr, og i 2023 blev hun både danmarksmester og dobbelt verdensmester.

- Når jeg gør noget – og sådan er det med alt i mit liv – så gør jeg det 110 procent, siger hun.

Derfor har der heller aldrig været tvivl om, hvad Michelle drømmer om: Olympia i USA.

- Det er det største inden for vores sportsgren. Det svarer til OL, så det bliver ikke vildere, siger Michelle Snoghøj Mathiesen.

Ikke råd til drømmen

Da Michelle Snoghøj Mathiesen vandt verdensmesterskabet i 2023, gav det en billet til Olympia.

Som atlet var Michelle klar med det samme. Men rent økonomisk var det uoverskueligt at samle mere end 30.000 kroner sammen til rejse, hotel, osv., som konkurrencen kræver.

- Jeg er studerende lige nu, og det var simpelthen ikke muligt for mig at komme i mål selv, siger hun.

Derfor lavede hun et Facebookopslag, hvor hun spurgte lokalsamfundet om økonomisk hjælp. Og det lykkedes.

- Jeg kan ikke takke dem nok, siger hun.

Ifølge Michelle har både lokale virksomheder, familie og venner bakket op, doneret og sagt: ”Du skal afsted.”

- Det er takket være dem, at jeg kan komme til USA og stå på den største scene fysisk muligt inden for naturlig bodybuilding, siger hun.

I midten af oktober 2024 afholdtes EM i Naturlig Bodybuilding for første gang i Danmark. Michelle Mathiesen konkurrerede i to klasser. Hun vandt sølv i amatørklassen Women's Bodybuilding og bronze som professionel atlet i Women's physique.
I midten af oktober 2024 afholdtes EM i Naturlig Bodybuilding for første gang i Danmark. Michelle Mathiesen konkurrerede i to klasser. Hun vandt sølv i amatørklassen Women's Bodybuilding og bronze som professionel atlet i Women's physique.
Foto: Sarah Katrine Houe, TV MIDTVEST/Privatfoto


Løgnedetektortest før konkurrencer

I store, officielle konkurrencer inden for naturlig bodybuilding skal atleterne igennem en polygraftest, før de får lov at konkurrere.

- Det er en løgnedetektortest, så de kan sikre, at vi ikke har snydt og taget nogle præstationsfremmende midler, forklarer Michelle Mathiesen.

Hvis testen giver udslag, bliver man sendt videre til urinprøve og blodprøve.

- Det er kun fedt. Det viser, hvor seriøs sporten er omkring, at det skal være naturligt. Ingen snyd, kun krop, kost og træning, siger hun.

0:26
Videoklippet er fra Michelle Mathiesens polygraftest før EM i oktober.

Fitness er det mindste af det

Ifølge Michelle Mathiesen handler naturlig bodybuilding om meget mere end fitness.

- Fitness er nærmest det mindste af det, siger hun.

For rent fysisk træner hun fire til fem gange i ugen. Men det er 24/7, hun holder styr på, hvad hun indtager af kost, hvordan hun har det mentalt og om hun får nok søvn.

- Den her sport handler rigtig meget om det hele menneske. For man kan ikke præstere på scenen, hvis ikke man har det godt, siger Michelle Mathiesen. 

Michelle Mathiesen håber at opnå en podieplads i USA.

- Jeg ville ikke konkurrere, hvis jeg ikke drømte om at vinde, siger hun.

- I hvert fald en top tre og rigtig gerne en guldmedalje i Women's Bodybuilding.